Loading...

Niels Holst-Sørensen – 100 år

Den lune jyde nåede til tops

19. december 2022 · Dansk Atletik

Niels Holst-Sørensen har den jyske lune liggende lige under overfladen. Det underspillede, skarpe vid har han ofte brugt, når han blev bedt om en kommentar til en sag og har følt, at han ikke kunne sige tingene direkte.

Men Niels Holst-Sørensen, der mandag (19. december) fylder 100 år, er også født og opvokset i Jylland. Han stammer fra Stakroge, der ligger syd for Herning og mellem Tarm og Brande i Vestjylland. Han var 2 år gammel, da hans familie flyttede til Herning, og hans første klub blev Herning GF (Herning Gymnastik Forening).

Den klejne jyde viste sig at være en formidabel løber. Som 18-årig satte han i 1941 dansk rekord næsten ”ud af det blå” med 48,6 sekunder, som skulle vise sig at være den næsthurtigste tid i Europa dét år.

Og det var i høj grad dét, der indbragte ham den første af et langt livs hædersbevisninger i form af Politikens ”Årets Fund”.

I de følgende år forbedrede Niels Holst-Sørensen sig, og fem år i træk, fra 1943-1947, vandt han ”the double” ved DM i atletik – såvel guld på 400 som på 800 meter. I 1946 blev han den første danske Europamester, da han vandt 400 meter ved EM på Bislett – og han blev desuden sølvvinder på 800 meter ved samme lejlighed.

Det var på sidstnævnte distance, at han i sin karrieres efterår, som blot 25-årig, repræsenterede Danmark ved OL i London 1948. Herefter stoppede han med atletik på konkurrenceniveau, og fortsatte sin uddannelse og sit arbejde i det danske flyvevåben.

Niels Holst-Sørensens talent var kolossalt, og det kan virke underligt, at han stoppede så tidligt. Hans mesterskabsrekord på 400 meter på 47,6 sekunder, opnået i tunge pigsko og på en cindersbane, blev for eksempel først forbedret på moderne kunststof i 1983!

Som følge af sit arbejde og uddannelse først i hæren, siden i flyvevåbnet, forlod Holst-Sørensen Herning og blev medlem af Københavns Idræts Forening (KIF), som stadig er hans klub.

Han gjorde militær karriere på meget højt niveau, og blev både leder af flyvestation Karup, chef for det danske flyvevåben og medlem af NATO’s militærkomité. Niels Holst-Sørensen er for sit arbejde ved forsvaret dekoreret som blandt andet kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen.

De sportslige resultater i 1940’erne var flotte. Men når Niels Holst-Sørensen er et kendt navn i idrættens verden, skyldes det naturligvis, at han fra 1977 til 2002 var dansk medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Han afløste hofjægermester Ivar Vind, og det kom som lidt af en overraskelse for Holst-Sørensen, da han blev kontaktet af den daværende formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det fortalte han til forfatterne af en bog om netop Ivar Vind for et par år siden:

”Jeg vidste jo ikke meget om det olympiske på det tidspunkt, men jeg kan da huske, at jeg anskaffede mig IOC’s charter for at læse lidt om, hvad det drejede sig om.”

De 25 år, hvor han var medlem af den olympiske bevægelse, udviklede IOC sig fra at være på fallittens rand til at blive en guldrandet forretning. Niels Holst-Sørensen deltog i IOC blandt andet i arbejdet med organisationens finanskomité, og så spillede han en rolle i forbindelse med tildeling af værtskaber til en række vinter-OL.

I 2002 overgik Niels Holst-Sørensen i IOC-sammenhæng fra at være aktivt medlem til at blive Honorary Member, og den position har han for livstid.

Både for sine aktive præstationer i 1940’erne, og for sit mangeårige lederarbejde for dansk idræt, fremstår Niels Holst-Sørensen dermed som én af Dansk Atletik Forbunds fineste ambassadører og repræsentanter nogen sinde.

Når man dertil kan lægge, at fødselaren både er viljefast, målrettet og virkelig godt selskab, er der kun grund til at hylde ham. Både med fødselsdagen og – ikke mindst – med det enorme livsværk, som han og vi kan se tilbage på.

Niels Holst-Sørensen blev i 1947 gift med Hjørdis, og han bor i Hillerød.

© Copyright Dansk Atletik Forbund