Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2023 > 03-05 Mette Graversgaard nr. 4 i EM finalen
Mette Graversgaard nr. 4 i EM finalen
05. marts 2023 · Christian Jørn
Mette Graversgaard imponerede ved EM Inde med at sætte dansk rekord både i indledende runde, semifinalen og finalen, hvor det blev til en 4. plads meget få hundrededele fra en medalje. Læs om Graversgaard og de andre danske atleters præstationer ved EM Inde her.
60m Hæk Kvinder
Vi havde på 60m Hæk to atleter med. Mette Graversgaard (Aarhus 1900 Atletik & Løb) og Mathilde Heltbech (Frederiksberg IF). Førstnævnte kom i sommer på 100m Hæk i semifinalen til VM og blev nr. 6 i finalen til EM. Så forventningerne var høje til dette EM til netop Mette Graversgaard. Og hun levede op til dem. Over indendørs sæsonen har Graversgaard været meget tæt på at komme under 8 sek på 60m Hæk. Hun har løbet 8.04 tre gange, 8.01 to gange og senest 8.00 ved sit sidste stævne inden EM i Madrid den 22. februar. EM blev så arenaen, hvor forløsningen skete. Og i stor stil. Hele tre forbedringer af hendes egen danske rekord på de førnævnte 8.00 var vi vidne til ved EM. Allerede i indledende heat præsterede Graversgaard 7.96 og kvalificerede sig direkte til semifinalen med en 2. plads. I semifinalen forbedrede hun tiden til 7.94 og kvalificerede sig også her sikkert videre til finalen med en flot 2. plads. Og i finalen løb hun 7.92 og tog en 4. plads. Bronzemedaljen var meget tæt på. Den blev vundet i 7.91 af Ditaji Kambundji (SUI), som Graversgaard faktisk slog med 3/100-dele i semifinalen.
Mathilde Heltbech var næsten så tæt på at komme i semifinalen som det kunne lade sig gøre. I sin indledende runde løb Heltbech sæsonbedste med 8.15. Sidste der gik videre på tid var på 8.14. Havde Heltbech skulle gå direkte videre i sit heat havde det krævet en tid hurtigere end 8.08. Det har Heltbech også tidligere præsteret, og endda på en større scene. Ved VM Inde i 2022 præsterede Heltbech med 8.07 af kvalificere sig videre fra indledende runde.
60m Herrer
Eneste danske herre på 60m var Simon Hansen (Aarhus 1900 Atletik & Løb), der inden EM havde sat personlig rekord tre gange i løbet af indendørs sæsonen. Derudover havde han tangeret sin personlige rekord på 6.65 én gang, som var da han blev dansk mester til DM Inde i Randers den 18. februar. Så det var en Simon Hansen i topform til dette EM. Og han præsterede også. I indledende runde løb Simon 6.69 og kvalificerede sig til semifinalen på tid med den 16. hurtigste tid. I semifinalen forbedrede han det resultat til 6.65 og præsterede her den 15. hurtigste tid på tværs af semifinalerne. Simon er kendt for sine hurtige starter, og også det viste han her ved EM Inde. I indledende runde var hans start på 0.131 og i semifinalen på 0.135. Ved alle runder inklusive finale blev der kun præsteret tre hurtigere starter end Simons 0.131. Det var Stanislav Kovalenko (UKR) i indledende runde med 0.111, Yannick Wolf (GER) i indledende runde med 0.122 og Markus Fuchs (AUT) i semifinalen med 0.117.
400m Herrer
Gustav Lundholm Nielsen (Sparta Atletik & Løb) var ene danske herre på 400m efter trænings- og klubkammeraten Benjamin Lobo Vedel måtte melde afbud for ikke at risikere noget frem mod udendørs sæsonen.
Gustav startede sæsonen ud med en personlig rekord på 46.57 i Luxembourg den 22. januar, som var første gang han kom under 47 sekunder indendørs. Med EM Inde resultatet her blev det til yderligere tre resultater under de 47. Gustav præsterede i indledende heat at løbe 46.93, der er hans tredjehurtigste tid indendørs på 400m nogensinde. I heatet blev Gustav nr. 5 og samlet nr. 16 på tværs af heatene. Videre på tid havde krævet en tid hurtigere end 46.66 og direkte videre på placering i heatet havde krævet en tid på 46.28.
400m Kvinder
Annemarie Nissen (Sparta Atletik & Løb) har haft en gennembrudssæson på 800m i sommeren 2022. Her var højdepunktet da hun slog den danske rekord på 800m i september måned med 2:00.58. Her slog hun Karen Gydesens danske rekord helt tilbage fra 1994 på 2:00.97. Indendørs har hun præsteret 2:04.04 ved Nordenkampen som sæsonbedste.
Annemarie Nissen løb i det første heat ud af fem, så der var ingen andre tider at forholde sig til i forhold til muligheden for at gå videre på tid, hvor kun to på tværs af heatene ville gå videre.
Annemarie Nissen var fra start placeret i bane 2, der var den inderste benyttede bane. Efter 50m og indløbet fik Annemarie Nissen placeret sig bagerst. De første 200m blev passeret i 29.25 hos fronten. 400m blev passeret i 1:01.56 af Annemarie. Med 400m igen blev feltet strukket mere ud, og Annemarie begyndte at bevæge sig op i feltet fra den bagerste plads. Først blev Slovakiets Jerneja Smonkar passeret på langsiden, hvilket gjorde, at Annemarie holdt kontakt med fronten. Straks efter overhalede Annemarie franske Charlotte Pizzo og lukkede det lille hul, der var opstået til de førende to. Her forblev Annemarie til mål og kom ind i en ny personlig rekord med 2:03.70.
Annemarie fik mulighed for at sidde i det 'hot seat' man sidder i indtil man ved om man gå videre på tid. Her fik hun lov at sidde og overvære Heat 2, men efter Heat 3 måtte Annemarie forladen stolen samt muligheden for at gå videre, da italienske Eloisa Coiro løb hurtigere med 2:02.19.
Annemarie blev samlet nr. 10.
3000m Kvinder
For Nanna Bové var EM Inde det første større mesterskab hun deltog i udover enkelte landskampe. Nanna har over 2022 forbedret sig rigtig meget og har hævet hendes niveau, der nu skulle stå sin prøve her ved hendes første europæiske mesterskab på banen.
Nanna Bové placerede sig fra start bagerst, og lå placeret her. Det blev løbet hurtigt fra fronten, og 1000m passerede Nanna i 2:59.54, mens 2000m blev passeret i 6:00.95. Nannas personlige rekord er 9:12.07 fra indeværende sæson ved DM i Randers.
Det blev for Nanna til en 10. plads med tiden 9:13.65. At gå videre i heatet på placering havde krævet en tid hurtigere end 8:56.82. At gå videre på tid på tværs af heatene havde krævet en tid hurtigere end 9:07.78. Nanna blev samlet nr. 17.
3000m Herrer
Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) var i indledende runde placeret i heat med storfavoritten Jakob Ingebrigtsen (NOR). Joel lagde sig fra start i 4. position og kom undervejs til at ligge som nr. 6-8 i feltet. Det var et heat hvor der langt hen i løbet var samling på feltet.
Joel passerede 1000m i 2:43.50 mens fronten kom forbi i 2:42.77 med Dario Ivanovski (MKD) som den førende. 2000m passerede Joel i 5:28.78, mens fronten passerede 2000m i 5:27.89 ført an af Jack Rowe (GBR). Så der var som sagt samling på feltet, hvor feltet spredte sig ud til bane 3. Sidste omgang tog Ingebrigtsen fronten og satte tempo på. Her blev lavet et lille hul mellem de 7 forreste og så Joel. Joel kom ind som nr. 9 i 8:00.48 og blev nr. 19 på tværs af heatene. At gå videre i heatet på placering havde krævet en tid hurtigere end 7:57.45. At gå videre på tid på tværs af heatene havde krævet en tid hurtigere end 7:52.47.
Stangspring Kvinder
Stangspringer Caroline Bonde Holm (Sparta Atletik & Løb) kom til EM i rigtig god form. Den 22. februar sprang hun sæsonbedste på 4.44, der var blot 6 cm fra hendes egen danske indendørs rekord på 4.50 fra 2022.
Her ved EM formåede Caroline at præstere endnu en sæsonbedste. Med 4.45 kom hun på en 13. plads i kvalifikationen. De 6 næste bedre placeringer havde også 4.45, men mindre nedrivninger. Caroline klarede 4.10 og 4.30 i første forsøg, mens hun skulle bruge tre forsøg på at klare 4.45. Derefter gik højden videre til 4.55, hvor det blev til tre nedrivninger.
Gense EM på TV
DR havde rettighederne til at vise EM Inde. I et begrænset tidsrum vil optagelserne være tilgængelige her på DRTV. Her kan ses en oversigt over hvilke danskere, der var i aktion hvornår.
Samlede resultater
Alle resultater kan findes her også.