Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2023 > 04-20 Mangekamp opruster
Velkommen til Martin Roe
Dansk Atletik opruster på mangekampsområdet
20. april 2023 · Dansk Atletik
Efter nogle år med skiftende organisatorisk placering i forbundet, har Dansk Atletik pr 1. april valgt at opruste på mangekampsområdet med ansættelse af norske Martin Roe i en deltidsstilling som ”Sportslig ansvarlig for mangekamp”. Håbet er at forbundet med ansættelse af Martin Roe, endnu bedre kan understøtte talent- og elitearbejdet i syvkamp og tikamp.
De seneste år har en frivillig mangekampsgruppe varetaget talentarbejdet på området, og med fælles indsats blandt trænere, klubber og aktive, står Dansk Atletik med et talentpotentiale der kan være springbræt for yderligere udvikling.
”Martin kommer med personlig erfaring fra international tikamp med både EM, VM og OL på CV’et – og 8200+ point i 10-kamp. Martin har i en årrække været bosat i Danmark, og efter afslutningen af sin egen aktive karriere sidste år, er Martin klar til at satse på en trænerkarriere. Dansk Atletik får dermed både nye kræfter og international erfaring fra en person der selv ved hvad det handler om i moderne mangekamp,” lyder det fra elitechef Mikkel Larsen, der gerne vil takke de frivillige, der har lagt en stor indsats på området.
”Med Martins tiltræden, betyder det også, at jeg gerne vil rette en kæmpestor tak til jer der har sikret et kvalitativt og vigtigt aktivitetsniveau i mangekamp de seneste år – uden jer, var det formentlig gået helt i stå. Nu står vi i stedet for et sted, hvor der er opbygget et stort potentiale til videre udvikling, og hvor håbet er, at klubber, trænere og atleter fortsat vil arbejde sammen om at sikre den fortsatte udvikling,” fortsætter Mikkel Larsen.
Martin Roe er desuden tiltrådt en trænerstilling i Sparta, hvor han med base på Elitekraftcenter Øst, kommer til at have sin daglige gang på Østerbro Stadion.