Loading...

Pressemeddelelse

Lærerne er vilde med Skole OL

24. april 2015 · Henriette Leth Nielsen

Foreløbig har 678 skolelærere i hele landet tilmeldt i alt mere end 17.000 elever til årets Skole OL. En rundspørge blandt de tilmeldte lærere viser en særdeles stor tilfredshed med Skole OL. Det er stadig muligt at tilmelde sig årets største atletikstævne for børn. Læs hvordan – og kom i gang med den udendørs træning nu.

Solen skinner, og udendørsaktiviteter præger skoledagene lige nu. Rigtig mange skoleklasser benytter det gode vejr til at kvalificere sig til Skole OL-finalestævnet med afvikling af disciplinerne løb, spring og kast enten på skolen eller som forberedelse til et af landets 17 Skole OL-lokalstævner. På Skole OL-siden kan lærerne hente træningskoncepter med lektionsplaner, som kan tilpasses skolens rammer og faciliteter.

Foreløbig er mere end 17.000 elever tilmeldt landets største atletikstævne for børn. Lærerne glæder sig til Skole OL og er ikke i tvivl om, hvorfor de har tilmeldt sig. Hermed et lille udpluk af nogle af lærernes udtalelser om Skole OL:

Lærer Louise Tryk deltager i Skole OL lokalstævnet i Sæby med fire klasser fordelt på 5., 6. og 7. klassetrin fra Hørby-Dybvad skole i Sæby:

"Vi har været så heldige at få lov at deltage i finalestævnet de sidste tre år (se bill.) og er kommet hjem med oplevelser for livet. Skole OL er et fantastisk koncept, hvor børnene skal kæmpe i samlet flok for at vinde - det giver en utrolig fællesskabsfølelse. Jeg kan så ABSOLUT anbefale andre at tilmelde sig Skole OL. Atletikken spænder bredere end andre disciplinidrætter og rammer dermed flere af de elever, som måske ikke klarer godt indenfor fodbold, håndbold, badminton osv."

Lærer Mette Poulsen deltager i Skole OL lokalstævnet i Maribo med 6. klasse fra Nysted skole på Lolland:

"Vi kommer fra en skole stort set uden udstyr, og vores løbebane består af skiftevis asfalt, småsten, græs og slagger. Vores højdespring er indendørs og stables op på plintekasser og taburetter med måtte ovenpå. Det er derfor fantastisk at få lov til at komme til Maribo, hvor alle faciliteter er tip-top. Vi deltager, da vores skole lægger vægt på to sportsgrene, nemlig atletik og volley. Det er discipliner, hvor vi små skoler også har en chance i modsætning til byskolerne, der har stærkere spillere i både håndbold og fodbold. Desuden er det tit en anden type elever end de boldglade der kan gøre sig gældende, og dermed er det til gavn for hele klassen. Man er afhængig af hinanden, hvilket fremmer fællesskabet. Den nye skolereform har jo prøve i faget idræt, og et af udtrækningsområderne er løb, spring og kast. Det er derfor meget relevant, at være med i Skole OL.”

Overlærer Keld Kammersgaard deltager med tre 5. klasser fra Næshøjskolen i Harlev ved Århus:

”Vi deltager i Skole OL på grund af glæden ved at kunne arbejde med individuelle og fælles mål på samme tid, og fordi vi kan se et resultat af indsatsen. Skole OL er et godt initiativ. Jeg anbefaler helt klart andre at deltage i Skole OL, for det giver de enkelte klasser sammenhold på en ny måde, hvor de børn som i det traditionelle skolearbejde er de dygtige, er det nogen andre kompetencer, der gælder her. Det er vigtigt.”

Lærer Lotte Skovdal deltager i Skole OL lokalstævnet i Hillerød med en 5. klasse, en 6. klasse og en 7. klasse fra Hillerød Lilleskole i Hillerød:

”Skole OL giver børnene mulighed for at se hinanden i forskellige roller - og giver også mulighed for at styrke fællesskabet på andre måder: Der bliver heppet og støttet uanset hvordan, man klarer sig. Derudover er det fantastisk at lave idræt på et rigtigt stadion med de helt rigtige redskaber og at være sammen med en masse andre aktive børn. Vi deltog sidste år i indledende runde i Roskilde (se bill.) og efterfølgende til det store stævne i København. Skole OL er et meget tjekket og virkelig professionelt arrangement. Jeg har kun godt at sige om seneste års to stævner og kan bestemt anbefale andre at tilmelde sig Skole OL.”

Gratis at deltage

Skole OL afholdes af Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og TV 2. Skole OL er gratis og er for alle landets 4. – 7. klasser og afsluttes med et olympisk finalestævne i København i juni. Med hjælp fra TrygFonden og Nordea-fonden kan Skole OL afvikle stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for de, der kvalificerer sig til finalestævnet.

Tilmelding nu

Tilmelding til Skole OL foregår på skoleol.tv2.dk. Hvis man ønsker at tilmelde sig et Skole OL lokalstævne i skolens lokalområde, skal man være hurtig, for flere af lokalstævnerne er udsolgt. Klasser, der ønsker at arrangere Skole OL på egen skole eller kvalificere sig til finalestævnet i idrætstimerne, skal indtaste resultater senest 21. maj.

Sammenhold i fokus

De olympiske lege, som forkortes OL, er verdens største sportsbegivenhed. OL handler om, at folk fra hele verden mødes og konkurrerer i en masse idrætsgrene og samtidig fejrer venskab, fællesskab og fred mellem mennesker. OL handler meget om at tænke over, hvordan man er overfor hinanden. Det handler ikke kun om at vinde med også om at være med og mødes i sporten. Det kaldes den olympiske ånd.

Tilsvarende handler Skole OL også om sammenhold, og klasserne dyster netop som en samlet gruppe. Til Skole OL har alle elever mulighed for at prøve kræfter med Skole OL-disciplinerne løb, spring og kast. Skole OL har siden 2009 samlet tusinder af danske skoleelever til et kæmpe finalestævne i København med fest, farver og spændende konkurrencer.

Læs mere om Skole OL her.

© Copyright Dansk Atletik Forbund