Loading...

Elitechef i Dansk Atletik, Bo Berg Overgaard.

OL TOKYO

Elitechefen om suspenderet OL-kvalifikationsperiode

09. april 2020 · Christian Jørn

World Athletics har netop meldt ud, at perioden for OL-kvalifikation er suspenderet indtil den 1. december 2020. “Fairness”, kalder præsidenten for World Athletics, Sebastian Coe, det.

OL blev udskudt til sommeren 2021 for nyligt. Det har så sidenhen været op til specialforbundene (World Athletics for atletikkens vedkommende) at fastlægge de nærmere betingelser for kvalifikationen. Arbejdet omkring det er en løbende proces, men man er nu i atletikken kommet det lidt nærmere.

Indtil videre har fire atleter kvalificeret sig til OL. Det er Anna Emilie Møller og Sara Slott Petersen, der er officielt udtaget af DIF. Derudover er der maratonløberne, Thijs Nijhuis og Abdi Ulad, der har klaret kvalifikationskravet. De fik alle for nyligt bekræftet, at deres kvalifikationer gælder selvom OL er udskudt til 2021.

> LÆS OGSÅ: Sara Slott og Anna Møller beholder OL-pladser efter udskydelse

 

SUSPENDERING SKAL SKABE BEDRE KONKURRENCEVILKÅR

Den 7. april besluttede man nemlig at suspendere OL-kvalifikation indtil den 1. december 2020. Det er begrundet i, at det vil være mere fair og skabe mere lige konkurrencevilkår for kvalifikation. Visse lande vil måske have bedre muligheder for stævner end andre lande, og man kunne potentielt måske også i ekstreme tilfælde opleve lande der kunne se en fordel i at åbne op for stævnemuligheder for at skabe bedre muligheder for kvalifikation og konkurrence.

Sebastian Coe udtaler følgende om beslutningen i en nyhed fra World Athletics om emnet:

I am grateful for the detailed work and feedback from our Athletes' Commission and Council who believe suspending Olympic qualification during this period gives more certainty for athlete planning and preparation and is the best way to address fairness in what is expected to be the uneven delivery of competition opportunities across the globe for athletes given the challenges of international travel and government border restrictions.

 

ELITECHEFEN OM BESLUTNINGEN

Dansk Atletiks elitechef er med beslutningen nu det tættere på at kortlægge det landskab som eliteatletikken skal fungere i fremadrettet, men der venter stadig mange spørgsmål.

Screenshot 2020-04-09 16.52.26

Elitechef i Dansk Atletik, Bo B. Overgaard, udtaler følgende om suspenderingen:

Om end jeg har fuld forståelse for hensynet til de sundhedsmæssige forholdsregler omkring Covid-19 i Danmark, såvel som i resten af verden, så gør det ondt i mit atletik-hjerte, at en stor del af 2020-sæsonens stævner på den ene eller anden måde er suspenderet.

At det nu også er sådan, at atletikkens kvalifikationsperiode til OL 2020one er suspenderet fra 6. april til 1. december 2020, så er det et vilkår, vi må arbejde ud fra. Men det er ikke noget, jeg glædes over. Rent sportsligt er det grundlæggende et problem, at vi pr. d.d. har så lidt at se frem mod i denne 2020-sæson, og derfor skal vi nu til at tænke kreativt og alternativt i forhold til stævneaktivitet, når myndigheder og regeringer igen tillader det.

World Athletics suspension af OL 2020one kvalifikationsperioden afstedkommer også nogle spørgsmål til nærmere afklaring. Vi kommer derfor til at høre mere om detaljer og afgrænsninger af de justerede kvalifikationskriterier på den anden side af påske. Og når vi har et nærmere overblik i landstrænergruppen, så vil vi naturligvis orientere nærmere.

Læs hvad enkelte eliteatleter synes om suspenderingen af kvalifikationsperioden. Læs det her.

> LÆS OGSÅ: Topatleter om suspendering af OL-kvalifikation frem til 1. december 2020

© Copyright Dansk Atletik Forbund