Loading...

FRA FORBUNDET

Seneste anbefalinger fra forbundet

17. december 2021 · Christian Jørn

/ Opdateret pr. 17. december 2021.

Vores opdaterede retningslinjer og anbefalinger gælder fra den 19. december 2021, og kan læses nedenfor.

___________________________

Dansk Atletiks retningslinjer og anbefalinger relateret til Corona-situationen tager afsæt i myndighedernes sundhedsmæssige anbefalinger. Dansk Atletik er således bevidst om, at vi alle er i en særlig Corona-sundhedskrise, hvor vi alle skal bidrage og tage ansvar for, at vi i samfundet generelt og atletikken specifikt kommer bedst muligt igennem den aktuelle Corona-sundhedskrise.

Dansk Atletik følger Kulturministeriets, DIF og DGIs vejledende retningslinjer i forhold til idræts- og foreningslivet. I forlængelse heraf har Dansk Atletiks atletik-specifikke guideline to formål:

  1. at understøtte Kulturministeriets, myndighedernes og DIF/DGIs anbefalinger
  2. at understøtte vores klubber og medlemmerne med vejledning og anbefalinger målrettet atletikrelaterede arrangementer, stævneaktivitet samt træning.

_____________________

Følgende anbefalinger og restriktioner er meldt ud af Kulturministeriet den 17. december. Disse følger Dansk Atletik:

  1. Idrætsforeningerne opfordres til at aflyse alle indendørs aktiviteter her under idrætsaktiviteter (ikke udendørs) i juleferien. Det vil sige fra søndag den 19. december 2021 klokken 08.00 og indtil den 5. januar 2022, hvor planen er, at børnene igen begynder i skole. DIF og DGI anbefaler kraftigt foreninger at følge opfordringen.

  2. Eliteidrætten kan stadig fortsætte, men nu uden tilskuere på lægterne. Denne restriktion gælder ligeledes fra søndag morgen den 19. december 2021, men løber frem til den 17. januar 2022.

  3. Krav om, at alle over 12 år bærer mundbind eller visir, når de opholder sig på en idrætsfacilitet som idrætshaller, træningscentre og svømmehaller (dog ikke under idrætsudøvelsen). Dette gælder også fra søndag morgen den 19. december 2021 og frem til den 17. januar 2022.

Du kan altid læse det seneste nye hos DIF her.

 

Sekretariatsleder i Dansk Atletik, Bo B. Overgaard, uddyber følgende:

I Dansk Atletik følger vi naturligvis de anbefalinger som nu kommer fra Kulturministeriet og DIF/DGI. Dvs indendørstræning og -aktiviteter for vores børn og unge må vi indtil videre lukke ned for frem til d 5. januar i det nye år. Træning og evt. stævneaktivitet for vores atleter på nationalt senior-eliteniveau kan fortsat opretholdes i sammenhæng med overholdelse af de generelle anbefalinger fra myndighederne.
Når Kulturministeriet og DIF/DGI er klar med mere specifikke idrætsspecifikke retningslinjer - forventeligt engang i næste uge - vil Dansk Atletiks atletikspecifkke retningslinjer ligeledes blive præciseret.

 

Ikrafttræden

Ovenstående retningslinjer og anbefalinger gælder pr. d. 18. december 2021.

 

Yderligere information

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund