Sara Slott Petersen i Växjö på vej til sin gældende rekord på 400 meter med 52,59 sek. (DECA Text&Bild)
Se top-10 listerne for 2015/2016
10. marts 2016 · Jeppe Weinreich
Det netop afviklede DMU-inde medførte en del ændringer på sæsonens top-10 lister. En sæson, som foreløbig har budt på hele syv danske rekorder i seniorklassen.
Selvom det ”kun” drejede sig om et ungdoms-DM, måtte top-10 listerne i seniorklassen revideres kraftigt efter weekendens konkurrencer i Skive. Eksempelvis stammer seks af de ti resultater i mændenes stangspring fra DMU. Resultaterne er netop tastet ind på Statletik.dk og kan ses HER. På samme side finder man en oversigt over ranglisterne i de enkelte aldersklasser, ligesom at man kan gå i dybden ved selv at vælge søgekriterier på hovedsiden.
Eventuelle revideringer af listen kan komme, eftersom den hjemlige indendørssæson først rundes af på lørdag med tredje og sidste runde af Kronborg Games i Snekkersten Hallen. Her er der tilmeldt 347 atleter fra 15 klubber. Og mens eliten har lukket sæsonen ned, har Andreas Trajkovski en sidste konkurrence fredag ved NCAA-mesterskaberne, mens hans navnebror med efternavnet Martinsen løber 60 meter hæk ved VM-inde weekenden efter - også i USA.
Sæsonen har budt på syv danske rekorder i seniorklassen:
Kvinder
50 m. hæk: 7,28 sek. Mette Graversgaard (1900) – Aarhus 28/12-2015
400 meter: 52,80 sek. Sara Slott Petersen (1900) – Karlsruhe 6/2-2016
400 meter: 52,59 sek. Sara Slott Petersen (1900) – Växjö 13/2-2016
200 meter: 23,99 sek. Mette Graversgaard (1900) – Växjö 13/2-2016
200 meter: 23,87 sek. Sara Slott Petersen (1900) – Skive 27/2-2016
4x200 meter: 1:38,79 sek. DK/Aarhus 1900 – Skive 28/2-2016
(Mette Graversgaard – Annelouise V. Jensen – Frida Sångren – Sara Slott Petersen)
Mænd
60 m. hæk: 7,69 sek. Andreas Martinsen (1900) – Bærum 20/2-2016
Rekordanmeldelser
Derudover adskillige U18, U20 og U23-rekorder. Jesper Frænde, formand for DAFs projektgruppe Statistik, gør opmærksom på, at flere af rekorderne endnu ikke er anmeldt. Det påhviler den aktive selv at sørge for rekordanmeldelsen (gælder OGSÅ indendørsrekorder). Læs mere HER (hvor der også findes rekordanmeldelsesblanketter).