Kristoffer Hari sejrer foran Christian Laugesen. (Michael Hyllested)
Hari debuterer på 400 meter: 48,71 sek.
06. juni 2016 · Jeppe Weinreich
300 atleter deltog ved weekendens Eurotrack på Frederiksberg, som bød på herligt vejr og flere gode resultater.
Eurotrack i 2012 var stævnet, hvor en 14-årig gut ved navn Kristoffer Hari for første gang gjorde sig bemærket med 10,93w på 100 meteren. I denne weekend - fire år efter - stod han igen i centrum ved stævnet, da han for første gang forsøgte sig på den længste af sprintdistancerne. Her satte Hari en fornem PR, da han vandt med 48,71 sek. – over et sekund foran Christian Laugesen (Sparta). Ser man bort fra en tur på stafetten ved DT-runden for nylig, var det Haris første konkurrence siden DMU i Hvidovre i august sidste år. Næste weekend deltager han samme sted, når hans klub afvikler Copenhagen Open.
(foto: Michael Hyllested)
300 deltager fra 24 klubber var med på Frederiksberg Stadion, hvor de høje temperaturer gav mange fine tider i sprint. Hos kvinderne sejrede Mathilde U. Kramer (AAIG) på 100 meteren i 12,04 sek. efter at have sat dansk årsbedste med 11,91 (+1,5) i det indledende heat. Her løb også Camilla F. R. Nissen (KIF) flot med PR 12,25 sek. Hos herrerne hed vinderen Peter Trajkovski (Sparta), der med 10,95 sek. skar 0,04 sek. af sin personlige rekord.
Verdensklasse på Langvang Stadion
Lørdag var der arrangeret et lille stangspringsstævne på Langvang Stadion i Randers med primært svenske deltagere, og det resulterede i en bemærkelsværdig vinderhøjde hos kvinderne med 4.62 meter ved Michaela Meijer. Svenskeren - som er udtaget til OL - satte dermed en såkaldt All Comers Record, altså det højeste som er sprunget på dansk grund.
- se vinderspringene - klik HER
Eurotrack – Frederiksberg 4.-5. juni 2016
-Resultatliste
-Fotos