Loading...

Faciliteter

10 mio. kr. til udvidelse af Marselisborghallen

06. juni 2016 · Jeppe Weinreich

Glæde i det århusianske atletik- og motionsmiljø efter Købmand Herman Sallings Fonds rundhåndede donation til udbygning af Marselisborghallen. Det store pose penge giver mulighed for at skabe en tidssvarende hal og et unikt center for bevægelse med fokus på den grundlæggende motorik, der understøtter alle idrætsgrene.

Marselisborghallen har siden 70’erne været omdrejningspunktet for motion og indendørs atletik i Aarhus. Et stort aktiv for de mange brugere, men hallen fremstår i dag utidssvarende. Det skal det store beløb fra Købmand Herman Sallings Fond nu ændre ved.

”Det er en drøm, der går i opfyldelse. Nu kan vi skabe tidssvarende faciliteter, der danner rammen om et unikt træningsmiljø, hvor der er plads til at udvikle børn og unge, eliteudøvere og motionister. Et sted, hvor alle idrætsgrene er velkomne, og hvor man udveksler erfaringer og viden på tværs, deltager i træning, skadesforebyggelse, forskning, og hvor alle deltager i det sociale liv,” lyder det i en pressemeddelelse fra formand for Aarhus 1900 AM, Henning Andersen.

Planerne om en udvidelse af hallen været i støbeskeen i nogle år nu, og enkelte forbedringer er allerede sket, bl.a. et nyt lysanlæg. At anlægge en 200 meter rundbane med hævede sving har dog aldrig været på tale. Til gengæld vil hallen blive udvidet i længden med bl.a. en gymnastiksal og styrketræningsfaciliteter. - se et detaljeret prospekt HER

Skal stå klar til næste sommer
Planen er, at udbygningen skal stå klar sommeren 2017, hvor EMACS2017 afvikles i Aarhus. EMACS2017 er det største sportsarrangement, der finder sted i kulturhovedstadsåret. Aarhus 1900 Atletik/Motion er arrangør af stævnet i samarbejde med Dansk Atletik Forbund og Sport Aarhus Events. Den udbyggede Marselisborghal vil sammen med Ceres Park & Arena udgøre hjertet i arrangementet - og fremvise Aarhus og området omkring Tivoli Friheden, Havreballe Skov og Atletion på fornemmeste vis.

Leder for projektet bliver Lars Nielsen, der udover at være cheftræner i KraftCenter Vest har en baggrund som ingeniør.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund