Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2016 > 10-27 Halloween Cross optakt
500 løbere er klar til cross i Middelfart
27. oktober 2016 · Jeppe Weinreich
Lørdag lyder startskuddet til den 40. sæson af den traditionsrige vinterturnering, som i år afvikles under et helt nyt koncept. I elitefeltet finder man bl.a. OL-løberne Abdi Hakin Ulad og Anna Emilie Møller.
”Vinter Cup”, ”Naturgas Cup”, Cross Challenge og nu Cross Nationals. Kært barn har mange navne. Den populære vinterturnering, som så dagens lys i 1977, har i tidens løb haft mange labels, men i år lever den for første gang fuldt op til betegnelsen ”cross”. Alle fem runder er nemlig rene crossløb, og det betyder eksempelvis, at DM 10 km landevej (1. april) ikke indgår i turneringen.
Lørdag lyder startskuddet til 1. runde i Fænø Sund-Park i Middelfart, og det er en helt særlig runde, idet den er certificeret som ”European Athletics Cross Country Permit”. Det sidste har trukket flere stærke internationale crossløbere til blandt de knap 200 deltagere. Med børnecross og ”Lillebælt Trail” som optakt forventes i alt knap 500 løbere at deltage i eventen ”Halloween Cross”, som Lillebælt i Løb sammen med DAF står bag.
Portugisisk mester tager kampen op mod Blovstrød-duo
Kl. 11.30 sendes det samlede kvindefelt af sted. Distancen er 6 km, mens juniorerne nøjes med 4,5 km og derfor løber i mål en omgang før de andre. Anna Emilie Møller (Blovstrød) er indtil nytår fortsat junior, men vælger at dyste med seniorerne, hvor hendes stærkeste konkurrent bliver Sylvia Kiberenge, som for nylig skiftede fra Køge Atletik til netop Blovstrød Løverne. De to klubveninder kan se frem til god modstand af den portugisiske mester i cross, Carla Salomé Rocha, som i London i maj løb en 10.000 meter så stærkt som 32:05,82 min.
David Nilsson og Abdi Hakin Ulad har på det seneste skiftevis slået hinanden. Her ved NM 10.000M i Allerød såvel som EM Cross 2015 var Nilsson bedst, mens Abdi ved sommerens EM på halvmaraton var hurtigst. (Michael Hyllested)
Dansk-svensk opgør?
Kl. 12.15 sluttes der af med herrernes elitefelt, hvor distancen er 9 km (juniorer 6 km). Her er de to største danske profiler Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) og Thijs Nijhuis (Viborg AM) med, mens også en af de mest vindende i vinterturneringens historie, Jesper Faurschou (Herning LK), stiller til start. Fra udlandet dukker et par stærke nordiske løbere op, bl.a. svenske David Nilsson, der sidste weekend vandt sølv ved de svenske crossmesterskaber. Abdi tabte til Nilsson ved NM 10.000 meter i fjor i Allerød, men fik efterfølgende revanche på halvmaraton ved EM i Amsterdam. Den norske mester i forhindringsløb, Tom Erling Kårby (PR 8:35,84), er et andet interessant navn, mens også et par gode hollandske løbere har meldt deres ankomst.
Update 28/10: Thijs Nijhuis har meldt afbud
NM-billetter på spil
Lørdagens løb gælder som iagttagelse med henblik på udtagelse til NM Cross i Kristiansand d. 12. november. Her stiller dansk atletik efter planen også med fuldt hold hos juniorerne, og med 41 mandlige juniorer til start i Middelfart kan der blive der hård kamp om pladserne. Joachim W. Rosbo (Bagsværd AC) og Kristian Holm Jensen (som debuterer i 1900-trøjen) kunne være to gode bud på kommende NM-deltagere.
Hos de kvindelige juniorer er ungdomseuropamesteren Anna Mark Helwigh (Sparta) et andet godt bud på en favorit i et felt med flere store talenter.
Halloween Cross – Middelfart d. 29. oktober 2016
- Mere info på løbets hjemmeside
- Startlister Cross
Cross Nationals 2016/2017
2. runde - Nærum* 26. november (arr. SNIK - *nøjagtigt sted endnu ikke afgjort)
3. runde - Herlufsholm 28. januar (arr. HGATM)
4. runde - Fredericia 4. marts DM Lang Cross (arr. Fredericia Løbeklub)
5. runde - Fredericia 5. marts DM Kort Cross