Loading...

Anna Holm Hove (tidl. Baumeister) ved EM Cross i 2015, hvor det blev til en fornem 15. plads. (DECA Text&Bild)

EM Cross

Fire navne tilføjet den danske trup

02. december 2016 · Jeppe Weinreich

Med dagens udtagelse af yderligere fire navne kan dansk atletik sende 19 løbere til EM Cross på Sardinien. Blandt de fire løbere gemmer der sig et helt ubeskrevet navn.

Dagen efter den store nyhed om Danmarks VM-værtskab i 2019 er fire nye navne blevet tilføjet truppen til EM Cross den 11. december:

  • Thijs Nijhuis (Viborg AM) – mænd senior
  • Anna Holm Hove (tidl. Baumeister) (Sparta) – kvinder senior
  • Maria Larsen (KIF) – kvinder U23
  • Josephine Brysting (KIF) – kvinder U23


Med ovennævnte navne er det først udtagne hold nu vokset til 19 løbere. Anna Holm Hove og Thijs Nijhuis viste tilstrækkelig god form ved Warandeloop for nylig. Det samme gjorde Maria Larsen ved Cross Nationals i Roskilde.

Nyt navn i truppen
Mens de tre førnævnte er velkendte navne, så kommer udtagelsen af Josephine Brysting som en overraskelse. Den unge KIF-løber gjorde første gang opmærksom på sig selv, da hun ved DM i Aarhus i sommer vandt bronze på 5000 meter (foto nedenfor). De seneste par år har hun dog boet og studeret i engelske Loughborough, hvorfor hun ikke har deltaget i de hjemlige crossturneringer. Det har hun til gengæld med succes i England, hvor det sidste søndag i Liverpool blev til en 11. plads i U23-klassen ved de britiske mesterskaber.

Brysting
EM Cross på Sardinien bliver uden sammenligning Josephines hidtil største udfordring. Det foregår den 11. december – og det er faktisk Josephines fødselsdag (21 år)! (foto: Lone Dybdal)

EM Cross – hjemmeside

© Copyright Dansk Atletik Forbund