Blovstrøds U20-piger på podiet i Tyrkiet 2016. Tre af dem er med igen i år - nu i seniorklassen. (Per le Fevre)
Blovstrød, Odense og Sparta stiller med skarpt skyts i Albufeira
31. januar 2017 · Jeppe Weinreich
For første gang siden 2012 er dansk atletik repræsenteret i alle fire klasser, når årets Europa Cup Cross for klubhold søndag afvikles i Portugal. Alle fire hold fik en god generalprøve ved 3. runde af Cross Nationals, hvor de vandt de respektive klasser. Blovstrøds kvinder er anført af Anna Emilie Møller, som i fjor vandt individuelt guld i U20-klassen, men nu skal op mod de bedste seniorer.
I fjor imponerede Blovstrøds juniorpiger med en bronzemedalje ved Europa Cup Cross for klubhold. Stærkt medvirkende til det flotte resultat var Anna Emilie Møllers guld og Louise Rodes 4. plads. De to talenter er nu rykket op i seniorklassen, og sammen med bl.a. Sylvia Kiberenge udgør de stammen på Blovstrøds hold, som søndag i Albufeira skal i kamp.
Med en gennemsnitsalder på 23 år er der tale om et meget ungt hold.
"Det er den klart yngste trup af de 16 deltagende klubber. Optimismen er dog stor alligevel, for de har allerede god international erfaring og er i rigtig god form. Fornuften siger dog, at de fem første placeringer nærmest på forhånd er givet,” lyder det fra holdleder Per le Fevre med henvisning til de to tyrkiske klubhold (hvoraf det ene er forsvarende mester) samt tre mesterklubber fra Spanien, Storbritannien og Portugal.
"Dem skal vi - endnu ikke - gøre os håb om at kunne slå. Så ambitionen er at komme i den bedste halvdel af de 16 deltagende hold." - se alle deltagende hold HER
Senest er to hold røget fra. Desværre klubberne fra Norge og Sverige, som Blovstrød havde set frem til at dyste imod.
Dansk deltagelse i alle fire klasser
I fjor var den nordsjællandske klub eneste danske repræsentant i et iskoldt Tyrkiet. I år er der til gengæld for første gang siden Castellón 2012 dansk deltagelse i alle fire klasser, og det giver god mening; for der er umiddelbart bedømt basis for solide hold i år. Det understregede ikke mindst Odenses herrer sidste søndag, hvor de ved 3. runde af Cross Nationals havde fem løbere i top-12. Efter sejren søndag får Peter Glans nu rig lejlighed til at måle sig med stærke udenlandske løbere, om end løbet med en distance på knap 10 km bliver noget ganske andet end sidst.
Sparta tegner junior-klassen
I de to U20-klasser er det op til Sparta at forsvare de danske farver. Hos pigerne kan Anna Mark Helwigh selvsagt se frem til mere modstand end i Herlufsholm. Sophie Søefeldt og triatlen Sif Bendix Madsen - som ikke løb sidste søndag - er to andre stærke navne på fem-mands-holdet (de fire første tæller i holdkonkurrencen).
EM Cross-deltageren Andreas Lindgreen stod over juniorløbet søndag, men figurerer i Spartas startopstilling. - final entries
Albufeira dannede i 2010 ramme om EM Cross og har desuden flere gange været vært for Europa Cup'en, senest i 2014.
ECCC Cross Country - Albuferia (POR) 5. februar 2017
På arrangørernes hjemmeside kan løbene følges via live-streaming
10.30 Kvinder U20 - 3.77 km
11.10 Mænd U20 - 6.09 km
11.55 Kvinder 6.09 km
12.40 Mænd - 9.73 km
(tidspunkter er lokale - der skal lægges én time til)