Loading...

Stina Troest ved EM-inde i Prag 2015. Lørdag vil hun i Karlsruhe forsøge at sikre sig billetten til EM-inde i Beograd. (Iris Hensel/DECA Text&Bild)

Udland - danske starter denne weekend

EM-billetter og landsholdspladser på spil denne weekend

02. februar 2017 · Jeppe Weinreich

Weekenden byder på hjemlige konkurrencer i Skive, Aalborg og Aarhus, men også på den internationale scene kommer flere danske topnavne lørdag i aktion.

Den nordiske landskamp i Tampere d. 11. februar står for døren, og mandag bliver truppen udtaget. Dermed er denne weekend sidste chance for at kæmpe sig til en plads på holdet. Om at alt går vel, vil antallet af EM-kvalificerede atleter - som p.t. ligger på to - forhåbentlig været steget, når weekenden er omme.

Tyskland
Karlsruhe er tredje stop på IAAF World Indoor Tour, og her får Andreas Bube (Bagsværd AC) lørdag sin sæsondebut på 800 meter. Tirsdag aften fik Stina Troest (Amager AC) ligeledes grønt lys for at starte på kvindernes distance. De danske EM-krav lyder på hhv. 1:49,00 og 2:03,75 min. Stævnet kan følges live på Eurosport 1 fra kl. 18.30-20.30.  

Frankrig

Andreas Martinsen (1900) fik sidste søndag i Malmö sin bedste sæsonåbning nogensinde, hvor han blot var 0,03 sek. fra at indfri EM-kravet i første hug. Ved Meeting d'Athletisme Mondeville kan den danske rekordholder se frem til gedigen modstand. Med er bl.a. den stærke franskmand Garfield Darien, der med 7,53 sek. onsdag i Düsseldorf p.t. er nr. 3 på verdensranglisten.

Martinsen

Island
Ved Reykjavik International Games er Kristoffer Hari (Hvidovre AM) blevet tildelt startnummer 1. Det er stortalentets første start indendørs nogensinde, og efter afbud sidste weekend skulle det være sandsynligt, at han løber lørdag. Hari får selskab af klubkammeraten Festus Asante - årets hurtigste med 6,81 sek. - og dermed kunne Martin Krabbes (delte) stævnerekord på 6,83 sek. meget vel blive slået. Mette Graversgaard (1900) viste topform sidste weekend og er igen med på 60 meter og 60 meter hæk. - se startlisterne HER

Sverige
Ved "Raka Spåret" i Sätra lidt uden for Stockholm er en håndfuld danske topnavne ligeledes til start. For OL-deltageren Ole Hesselbjerg (Sparta) bliver der tale om hans første løb på den indendørs 3000 meter i knap tre år. Andre navne er bl.a.:
Nick R. Jensen (Sparta) - 800 meter
Mathilde Helbech (HIF) - 60m hæk
Trine Mulbjerg (Sparta) - kuglestød
Morten Jensen (Sparta) - længdespring

Ved Göteborg Indoor skal Mathilde U. Kramer (FIF) forsøge at følge op på sidste weekends flotte 60-meter-tid. Flere af Spartas bedste navne er også på plads i Friidrottens Hus bl.a.:
Nicolai Hartling (Sparta) - 400 meter
Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) - 400 meter
Nicklas Hyde (Sparta) - 200 meter
Caroline Bonde Holm & Line Renée Jensen (Sparta) - stangspring

Portugal
Som omtalt på hjemmesiden tirsdag er der stor dansk deltagelse ved søndagens Europa Cup Cross for klubhold i Albufeira.

Størstedelen af de danske college-atleter USA venter til næste weekend med at konkurrere.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund