Det sølvvindende hold fra NM Cross: Maja Alm, Anna Emilie Møller og Simone Glad. Lørdag melder Alberte Kjær Pedersen sig ind i kampen.
Stærkt startfelt på plads ved Cross Nationals i Skanderborg
20. november 2018 · Jeppe Weinreich
Der står EM-pladser på spil ved lørdagens crossløb, hvor kvindernes startfelt ser usædvanlig stærkt ud. Tirsdag blev ruten ændret, så den er knap så udfordrende, men stadig meget krævende.
Et crossløb, som har alt. En krævende og udfordrende rute, et usædvanlig stærkt startfelt, flotte pengepræmier - og ikke mindst EM-billetter til de bedste. Jo, det er bestemt værd at tage turen til Skanderborg førstkommende lørdag, når 2. runde af Cross Nationals skydes i gang.
Kvinderne lægger ud allerede kl. 10, og det er nærmest at begynde med desserten, for forrest i feltet er en uhyre stærk kvartet forventeligt på plads. Ja, måske den stærkeste nogensinde, med den nykårede nordiske mester Anna Emilie Møller (Blovstrød) som favorit. De to AGF-løbere Maja Alm og Alberte Kjær Pedersen gav hinanden to seværdige dyster ved DM Cross i januar og marts. Alberte sejrede her på den korte distance og blev to måneder senere på den lange kun slået af Alm med få cm. Ved NM for nylig viste den fjerde, Simone Glad (Sparta), at hun efter en længere skadespause er godt på vej tilbage.
Kamp om pladserne
Men det er ikke kun i kvindernes løb, at der er tegning til en seværdig dyst. Her bliver der virkelig kamp om pladserne til EM to uger senere, og det er Lars Lindstrøm, ansvarlig for crosssatsningen frem mod VM, som i sidste ende udtager truppen. Top-4 i alle tre klasser (senior, U23 og U20) udtages som udgangspunkt, men Lars Lindstrøm understreger, at de pågældende præstationer skal holde internationalt niveau.
”Det betyder, at de løbere, der præsterer på et højt niveau, vil blive udtaget på baggrund af deres præstation i Skanderborg. Det betyder også, at der ikke nødvendigvis stilles med fuldt hold til EM,” påpeger Lindstrøm.
Abdi Hakin Ulad og Ole Hesselbjerg er de eneste topnavne, som umiddelbart ikke er med i Skanderborg. Begge løber i stedet søndag ved Warandeloop (10.3 km), som foregår på EM-ruten i Tilburg.
”Abdi er forhåndsudtaget og har lavet en aftale med undertegnede om at starte i Holland. Det sker som et led i hans EM-forberedelser. Der er ikke lavet aftaler med andre løbere,” understreger Lindstrøm.
Stor deltagelse i juniorklassen
Hård konkurrence om pladserne kan altså ventes i herrernes løb, hvor sølvvinderen fra NM, Peter Glans (HMRC), alt andet lige må gælde som favorit. I forhold til holdet ved NM mangler kun førnævnte Hesselbjerg samt Andreas Lommer. Til gengæld løber Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) sit første crossløb denne sæson.
Hos juniorerne er der med garanti også en god dyst i sigte. Trods sølvmedaljen ved NM er Laura Valgreen (Odense Atl.) ikke klar favorit i et felt, hvor bl.a. vinderen af 1. runde i Korsør, Emma Kiplagat (Kolding KFUM), er med igen.
Kan Jonas Gertsen (tv) gentage den gode præstation fra NM, ligner han en varm kandidat til en EM-plads (U23). Med sine hollandske rødder er Thijs Nijhuis (th) ekstra opsat på at komme med til Tilburg. (DECA Text&Bild)
”Der er stor deltagelse i juniorklasserne, og det glæder mig. Det er virkelig fedt, at mange bruger Cross Nationals som en vigtig del af deres vintertræning.”
Ændret rute
Lindstrøm betegner ruten i Skanderborg som ”sjov, udfordrende og krævende”. Tirsdag blev den dog ændret noget (se nedenfor). En mere end almindeligt stejl bakke kommer alligevel ikke i brug, men der er fortsat lagt op til en rigtig gang cross på lørdag, hvor 209 løbere er tilmeldt - heraf 28 fra AGF.
Cross Nationals 2. runde – Skanderborg lørdag d. 24. november
Program
Kl. 10.00 Elite kvinder – 8 km
Kl. 10.45 Elite mænd – 8 km
Kl. 11.30 U20-klasse drenge & piger – 6 km
Kl. 12.30 Motionsklasse – 4 km (mulighed for tilmelding på dagen)
Atletik TV streamer fra løbet fra kl. 9.45-13.30