Ole Hesselbjerg ved NM Cross i Reykjavik. (DECA Text&Bild)
Overbevisende dansk indsats i Tilburg
25. november 2018 · Jeppe Weinreich
Ole Hesselbjerg viste storform ved søndagens Warandeloop, hvor han i et stærkt felt kom ind som nr. 5. På den korte distance klarede både Dagmar F. Olsen og Nick R. Jensen en plads på podiet.
Ole Hesselbjerg viste søndag i Holland, at formen er i top, da han ved Warandeloop snuppede en fornem 5. plads. Det er forhindringsløberen bedste placering i det traditionsrige løb, hvor han de to seneste år er blevet nr. 16 og 7. Hans tid for de 10.3 km blev så god som 29:48 min., men snarere skal man nok hæfte sig ved, at han blot var to sekunder efter den nordiske mester Emanuel Gergis (SWE) - og yderligere 14 sekunder fra en anden meget stærk svensker, Napoleon Solomon. Vinder blev Italiens EM-bronzevinder på 10000 meter, Yemaneberhan Crippa i 29:23 min.
"Det var et kanonløb af Ole, hvor han i velkendt stil støt og roligt får arbejdet sig op i feltet," lyder det fra landstræner Heidi Whitehead.
Abdi Hakin Ulad - der blev nr. 2 i 2016-udgaven - havde også planlagt en sidste EM-test på ruten, som er identisk med den, der løbes på ved det kommende EM. Han fik dog maveproblemer aftenen før og blev af stævnelægen frarådet at løbe.
To podiepladser på den korte distance
Den korte distance på bare 2.3 km gjaldt som udtagelsesløb til det mixed relay-hold, som Danmark vil stille med til EM. Her viste Sparta-løberen Nick R. Jensen og Dagmar F. Olsen med flotte 3. pladser, at de er førstevalget til holdet. For Nick - der havde sin første seriøse start siden august 2017 - var der tale om et effektivt comeback. I det korte, intense løb fik han slået flere gode navne og var hele fem sekunder foran Andreas Lindgreen (Sparta), som blev nr. 6. Jacob Stengaard (OA/OGF) fik på 7. pladsen noteret samme tid, men var nogle meter efter Lindgreen i kampen om pladsen på stafetholdet.
(foto: Twitter)
Podiepladsen til Dagmar F. Olsen hos kvinderne kom som en artig overraskelse.
"Jeg vidste godt, at Dagmar er i god form, men en 3. plads havde jeg bestemt ikke forventet," lyder det fra landstræneren, der også er personlig træner for de fire nævnte Sparta-løbere. Eneste ikke Sparta-løber på stafetholdet bliver Odenses Laura Glans (tidl. Møller), der søndag kom ind som nr. 14.
Warandeloop - Tilburg 25. november 2018
Mænd 10.3 km
1. Yemaneberhan Crippa ITA 29:23 min.
2. Rinas Akhmadeyev RUS 29:25
3. Napoleon Solomon SWE 29:32
5. Ole Hesselbjerg DK-Sparta 29:48
Kort Cross 2300 meter M
1. Richard Douma NED 6:34
2. Niek Blikslager NED 6:35
3. Nick Jensen DK-Sparta 6:38
6. Andreas Lindgreen DK-Sparta 6:43
7. Jacob Stengaard DK-Odense Atl. 6:43
12. Mikael Johnsen DK-AGF 6:53
Kort Cross
1. Anna Silvander SWE 7:40
2. Elisa de Jong NED 7:42
3. Dagmar F. Olsen DK-Sparta 7:46
14. Laura Glans DK-Odense Atl. 8:12
Alle resultater