En syvendedel af det danske hold. Fra venstre: Maja Alm, Sara Schou Kristensen, Josephine Thestrup og Alberte Kjær Pedersen.
Den danske trup er klar til kamp
08. december 2018 · Jeppe Weinreich
Samtlige 28 løbere meldes klar til søndagens imødesete EM Cross.
TILBURG - De rød-hvide farver fyldte godt op på banen, da der lørdag formiddag var åbnet for træning på EM-ruten i to timer. Alle 28 løbere - det næststørste EM-hold nogensinde - var på banen for at inspicere den flade, men mudrede rute. Medaljer har Dansk Atletik ikke været forvænt med ved mesterskabet, som er nået til det 25. i rækken, men både i '15 og '16 blev det alligevel til metal - og det kunne meget vel blive tilfældet igen.
"Jeg tror, at vi har en rimelig god mulighed i år. Anna Emilie Møller har vist utrolig god form hele sæsonen, og hvem ved, måske kan holdet også tage medalje, som de gjorde det for tre år siden som U20," lyder det fra Lars Lindstrøm.
Med fuldt team (seks løbere) og en forventelig god placering til Anna Emilie Møller - der lørdag blev kåret som månedens kvindelige atlet af European Athletics - er der visse forventninger til et godt holdresultat.
Herreholdet møder op som nordiske mestre, men med Filip og Henrik Ingebrigtsen på banen for Norge kræves der selvsagt en præstation over det sædvanlige for at blive bedst i det indbyrdes nordiske opgør, men intet er afgjort på forhånd. I både 2015 og 2017 opnåede herrerne en 6. plads - kun overgået af 5. pladsen tilbage i 1997. Ole Hesselbjerg viste topform i netop Tilburg for to uger siden, mens Abdi Hakin Ulad - der grundet et maveonde måtte melde afbud til dét løb - lørdag lignede en mand med stort overskud. Mudderet på ruten taler til Peter Glans' fordel, og ti-års jubilaren Thijs Nijhuis er selvsagt topmotiveret for at gøre det godt i sit fødeland.
Hos kvinderne og i mændenes U23-klasse er der med to deltagere ikke nok til et hold, men interessant skal det blive at se, hvad Maja Alm kan gøre i det skrappe selskab, mens Kristian Holm Jensen - der efter EM tager tilbage for at holde jul i USA - får en interessant mulighed for at måle sig med Europas bedste.
I U20-klassen er flere debutanter klar til deres ilddåb. For drengene får de "fornøjelsen" af at blive matchet med den dobbelte europamester på 1500 og 5000 meter, det 18-årige norske fænomen Jakob Ingebrigtsen, der i modsætning til EM på bane faktisk ikke må stille op i seniorklassen.
Den lange dag afsluttes med mixed relay, hvor landstræner Heidi Whitehead har sat de formodet hurtigste løbere på de første ture. Således lægger Nick R. Jensen ud og skifter til Dagmar F. Olsen.
EM Cross - Tilburg d. 9. december 2018
Mere info om live-streaming, startliste m.v.