Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 10-29 Nominerede til Årets DAF Awards
DAF Awards juryen består af Sara Slott, Kirsten Bergmann, Henrik Liniger og Wilson Kipketer. Billedet er fra juryens skypemøde, hvor de nominerede kandidater til årets DAF Awards.
Spritny jury har netop nomineret kandidaterne til Årets DAF Awards
29. oktober 2019 · Henriette Leth Nielsen
Sara Slott, Kirsten Bergmann, Henrik Liniger og Wilson Kipketer udgør DAF Award jury 2019. Alle kan stemme på de nominerede lørdag aften - enten til prisfesten eller online.
Efter en række år med DAF Award har Dansk Atletik valgt at styrke den årlige prisuddeling og lade en ekstern jury nominere tre navne blandt de indstillede kandidater i de kategorier, hvor der var mere end tre indstillinger.
Juryen består af fire personer, der hver især bidrager med en massiv atletikviden og tilsammen udgør et stærkt hold til opgaven:
• Sara Slott (europamester og OL sølvvinder 400 meter hæk, Aarhus 1900)
• Kirsten Bergmann (Formand Herning Atletik og Motion)
• Henrik Liniger (Atletik kommentator DR Sporten)
• Wilson Kipketer (tidligere verdensmester 800 meter)
På baggrund af de indsendte indstillinger har det unikke firkløver nu nomineret tre navne i de kategorier, hvor der skal uddeles en DAF Award.
”Det var en meget ærefuld opgave, som vi alle tog særdeles seriøst. Vi begyndte vores arbejde med at definere, hvilke kriterier vi ville arbejde ud fra – og vi var enige om at fokusere på de indstilledes præstationer. Og det var svært. I nogle af kategorierne måtte vi gennemgå indstillingerne to gange for at kunne nå frem til kun tre navne," udtaler Henrik Liniger på hele juryens vegne, og understreger, at det er en stor ære i sig selv at være indstillet.
De nominerede til DAF Awards 2019 fremgår af listen herunder:
Afstemning og live stream:
Afstemning om Årets DAF Awards foregår lørdag 2. november kl. 19.30-20.30 i forbindelse med Atletikkens Årsfest.
Afstemningslink (åben ml. 19.30 og 20.30 lørdag 2. november).
Følg med i livestreamingen på Dansk Atletik Faceboookside, hvor vi viser prisuddelingen og forklarer, hvordan man kan stemme også selvom man ikke deltager i Atletikkens Årsfest.
De nominerede er:
TANJA RAVNHOLT PRISEN
Jane Lindved
”Trods sin unge alder har Jane Lindved i mange år været en markant leder i Aarhus 1900 og atletik i særligt Vestdanmark. Jane har et enormt hjerte for børne- og ungdomsatletikken og har været en uundværlig del af initiativer såsom regionsstævnerne, Aarhus 1900s sommertur og stævneplanlægningen i Vestdanmark. Derudover spiller Jane en helt central rolle i planlægningen af Skole-OL finalen og hun er en dedikeret ungdomskoordinator i Aarhus 1900. Jane kender de fleste atletikbørn og –unge og repræsenterer på fineste vis hvor værdifuldt det er at have unge mennesker, der har lyst til at engagere sig som leder i atletikken. Derfor mener vi Jane er en fuldt fortjent kandidat til Tanja Ravnholt Prisen.
Mikkel Roald-Arbøl
”Mikkel Roald-Arbøl, der er træner i Sparta - var også med til universiaden som træner og leder og er et af de træner- og ledertalenter, som forhåbentlig er at finde i atletikmiljøet langt ud i fremtiden. Mikkel er netop kommet tilbage efter et udlandsophold og er startet som træner igen. Når Mikkel står for træningen, sker der noget. De unge er ganske enkelt super glade for ham. Han har blik for alle på holdet – og han formår at skabe det fællesskab, der gør, at de unge bliver ved med at komme. Mikkel har også startet en ungdomsbestyrelse i Sparta, hvor de unge prøver kræfter med det at være leder. Mikkel er kort sagt en fantastisk træner og leder, som med sin gejst, faglighed og iderigdom er lige præcis den type, som der er brug for i dansk atletik.
Mikkel Hansen
”Mikkel Hansen. Kun 26 år og må siges at være en af de få som arbejder fuldtid med det han elsker, nemlig atletik. Han er leder af aspirant-netværket, og nuværende ungdomsleder i gentofte atletik hvor han de næste år skal løfte ungdomsatletiken i kommunen. Der findes ingen mere motiveret ungdomsleder end Mikkel, og valgte tidligt at gå leder vejen. Og så han det yngste medlem af DAF Bestyrelsen.
Alle indstillede kandidater til Tanja Ravholt Prisen:
ÅRETS ILDSJÆL
Lars Nielsen
JURY: "Lars har i årtier været en af nøglepersonerne i dansk atletik. Han har kæmpet hårdt for atletikkens vilkår i Aarhus. Ikke mindst i skabelsen af en ny atletikhal i byen, ligesom Lars har været en meget tydelig stemme for atletikken i kampen om Aarhus Stadion. Derudover er Lars kendt som en god træner, ikke kun i Aarhus, men i hele landet. I 2019 stod Lars også i spidsen for den danske deltagelse ved det nye atletikformat i European Games i Minsk. Fra en indstilling:
”Lars har en sjælden kombination af politisk engagement, kolossal arbejdskapacitet, medmenneskelighed og stærk faglighed, som altid skinner igennem når man er i selskab med Lars”
Læs hele indstillingen HER.
Christian Jørn Hansen
Christian nomineres for sin kæmpemæssige indsats med TRACKS. Christian organiserer TRACKS med stor ildhu og dygtighed. Fokus er på frivillighed og engagement. Vi citerer en af indstillingerne:
”Christian har vist, at hvis man selv bidrager og kommer med ideer, så kan vi rykke os rigtig langt og gøre en forskel for dansk atletik og alle dem, der sammen elsker løb. Han er en sand inspiration”
Læs hele indstillingen HER.
René Vincentsen
JURY: "Har man sagt FIF Atletik, har man også sagt René Vincentsen. René i har i årtier sørget for at skabe et godt atletikmiljø på Frederiksberg. Men også for dansk atletik som helhed har René gjort et fornemt arbejde. Han har siddet i masser af udvalg og ståede i spidsen for masser af udviklingen i dansk atletik." Fra en indstilling:
”En ting er nemlig, at Renés enorme indsats for FIF i tid rummer indtil flere årsværk, og ville kræve en mindre hær af fuldtidsansatte at erstatte. Noget lige så væsentlig er, at hans altid gode humør, store engagement og kæmpe viden er helt uforlignelig og noget, der også gør andre frivilliges arbejde lettere og sjovere, og som gør klubben til et ganske særligt sted at være for både børn, unge og voksne. ”
Læs hele indstillingen HER.
Alle indstillede kandidater til Årets Ildsjæl:
ÅRETS TRÆNER
Kersti Jakobsen
JURY: "Kersti har været med i dansk atletik i mange år og gjort et kæmpe arbejde for kvindelige løbere i Danmark. Når hun nomineres i år er det ikke mindst for samarbejdet med Anna Emilie Møller, som under Kerstis kyndige træning er blevet en løber i absolut verdensklasse. Den slags falder også tilbage på trænerens indsats!"
INDSTILLING: "Vi vil gerne indstille Kersti Jakobsen (Blovstrød Løverne) til prisen for Årets træner med følgende begrundelse: Kersti har i mange år været en del af dansk atletik, først som aktiv på internationalt niveau og de seneste år som hovedtræner for Anna Emilie Møller, der i 2019 har leveret internationale resultater på stribe, med 2 x guld ved EM U23 og senest et super flot præstation med VM i Doha, hvor det blev til en flot #7 på 3000 m FH, med 2 x DR undervejs og efterfølgende en flot 16-plads på 5.000 meter. Dem af os der har haft lejlighed til at opleve Kerstis arbejde både i dagligdagen og under mesterskaber, kan kun udtrykke respekt og være imponeret over den indsats Kersti yder i sit arbejde med Anna Emilie, en indsats der i den grad gør hende fortjent til at modtage titlen som årets træner 2019."
Carsten Bomme
JURY: "Carsten har virkelig løftet niveauet i det danske kastemiljø og har skabt mange flotte resultater i 2019. Han tænker dog ikke kun på de allerbedste, men er i stand til at favne alle typer atleter med interesse for og glæde ved kast. Carsten er også god til at se ud over sin egen klubs behov og se på helheden i dansk atletik."
INDSTILLING: "Indstilling af Carsten Bomme, Sparta AM, som årets træner til DAF Awards 2019. Carsten Bomme er med til at fremme en vinderkultur i miljøet omkring sig. Han fortjener om nogen anerkendelse for sit store arbejde. Både i sin rolle som landstræner for kast og som klubtræner i Sparta gør han et kæmpe stykke arbejde. Han investerer utrolig meget tid i sine atleter, og forsøger altid at optimere vores forhold i alle tænkelige sammenhænge. Det kan blandt andet ses på hans atleters fremgang i 2019. Der er blevet slået danske rekorder flere gange og endda af flere atleter. Som træner er Carsten meget værdifuld. Han tror på én, når man har mest brug for det. Samtidig siger han også, når man skal steppe op. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med ham, og han giver altid 100% af sig selv. Carsten Bommes investering i sine atleter fortjener i den grad at blive hyldet, hvorfor jeg indstiller ham som årets træner."
Rolf Mortensen
JURY: "Rolf nomineres dels for sit arbejde med Astrid Glenner-Frandsen, som i år slog den ældgamle danske rekord på 100 meter. Og dels for sit arbejde med stafetprojektet, kvindernes 4x100 meter, som både ved world relays i Japan og ved VM i Qatar leverede fornemme præstationer, herunder (naturligvis) en dansk rekord."
INDSTILLING: "Jeg vil gerne have lov at indstille Rolf Mortensen som årets træner pga. Hans store dedikation i sporten og hans fantastiske arbejde med Astrid glenner-Frandsen og Albert Ranning. Han overtog træner rollen i Kif efter Christian Laugesen, d. 1 oktober sidste år og siden da har han rykket Astrid fra at løbe 11.80 til at løbe dansk rekord på 100 og rykket Albert fra 10.73 til 10.40 som er den 5. hurtigeste tid nogensinde, og det er på knap en halv sæson han gjorde det."
Alle indstillede kandidater til Årets Træner:
ÅRETS UNGDOM
Laura Valgreen
JURY: "Nomineres for sin flotte bronzemedalje på 5000 m ved U20 EM samt et dansk seniormesterskab på 10 km. Hun har ligeledes i år vundet det nordiske U20-mesterskab på 3.000 m. En stærk og alsidig løber."
INDSTILLINGER:
"Jeg ønsker at nominere Laura Valgreen Petersen til DAF-awards "Årets præstation - ungdom. Nomineringen er på grundlag af Lauras samlede præstationer den forgangne sæson. I en alder af 18 år har hun vist stort, alsidigt talent inden for både crossløb (DM 1. plads, NM sølv, VM bedste dansker i sin alder og 6. bedste europæer), landevejsløb 10 km (Danmarksmester senior og junior, det var næsthurtigste tid nogensinde for en dansker under 20 år), baneløb 5.000 m (bronze EM U20 og DM bronze senior), og baneløb 3.000 m (NM guld). Laura er dedikeret til alsidig træning og løb og viser dette med sine præstationer, hvorfor en nominering inden for denne kategori er oplagt."
"XX ønsker at indstille Laura Valgreen til prisen for årets ungdomspræstation. Laura har i år haft en kraftig fremgang. Hun startede året ud med flotte resultater i vintersæsonen, herunder en god placering til VM i cross. Men hendes store gennembrud kom til EM U20, hvor hun viste både taktisk sans og høj fart, hvilket resulterede i stor pr og en bronzemedalje. Hun blev samtidig den 3. Hurtigste pige på den danske alletiders rangliste i U20-klassen. For denne flotte præstation indstiller vi Laura Valgreen"
"Jeg vil gerne nominere Laura Valgreen Petersen til ”Årets Præstation; Ungdom” for hendes bronzemedalje på 5.000 meter til U20 EM i Borås (SWE), der blev løbet i tiden 16:10.44 min. For U20 atleter, er tiden god nok til alletiders top-3, kun overgået af Dorthe Rasmussen (15:48.8 min i 1979) og Anna Emilie Møller (16:07.43 min i 2015)."
Oliver Chabert
JURY: "Nomineres for sin fornemme sæson i mangekamp. Trods en skade først på sæsonen kæmpede han videre og satte dansk U23-rekord med fornemme 7493 ved senior-DM. Han løftede også senior-landsholdet, da der var brug for hans hjælp i flere discipliner.
INDSTILLING: "Vi vil gerne indstille Oliver Chabert (Sparta AM) til prisen for Årets præstation, ungdom med følgende begrundelse: Dansk mangekamp har for alvor fået et nyt lysende talent i flokken. Oliver Chabert imponerede alle ved, i sin første sæson som ungsenior, at skrive sig ind som #4 på alletiders rangliste i tikamp med 7493 point. Resultatet er det bedste i dansk mangekamp siden 2005 og vidner om et enormt potentiale, som vi håber får lov til at udvikle sig yderligere de næste mange år. Derfor indstiller vi Oliver til at modtage prisen for årets præstation i ungdom."
Anna Emilie Møller
JURY: "Hendes seniorresultater er allerede i særklasse, men i denne sæson har hun faktisk stadig været ”ungdommer”. Klassen blandt de jævnaldrende blev understreget ved U23-EM, hvor hun vandt hele to titler: 5.000 m og 3.000 m forhindring. Med sine 9.13,46 min. i forhindrings-finalen ved senior-VM satte hun europæisk U-23 rekord."
INDSTILLING: "Anna Emilie Møller skal helt sikkert vinde den for sit U23 i år"
Alle indstillede kandidater til Årets Ungdom:
ÅRETS MASTER
Anne Kirstine Jensen, Aalborg Atletik, K65
At Anne nomineres til årets master, er næsten selvskrevet. Anne har i årets løb leveret to verdensrekorder i kaste5kamp i juli med 14 dages mellemrum samt sat indtil flere europarekorder i spydkast. Det er helt suverænt. Det var ikke selvskrevet, at det skulle gå sådan. Anne har i flere år været hæmmet af smerter i hofte og knæ og har været lige ved at stoppe. Men en omlægning af træningen (man er jo nødt til at holde lidt igen, når der er problemer med bentøjet) har gjort, at Anne er kommet helt fantastisk igen i denne sæson, selv om hun træner mindre end hun selv har lyst til. I de netop overstået europamesterskaber i september i Venedig vandt hun suverænt guld i diskos, spyd og Kaste5kamp.
Ud over verdensrekorden i kaste5kamp K65 har Anne fortsat en lang række masterrekorder, som stadig består:
• 8 danske rekorder i kast
• 5 nordiske rekorder i kast
• 3 europæiske rekorder i kast
Henry Andersen Skive atletik, M85
Henry har altid været med i atletikken, og selv om han nu har en alder, hvor de fleste mener, at nu har han fortjent at sidde i lænestolen, så er han stadig med herhjemme og i udlandet til de store mesterskaber. Henry har på trods af den høje alder bevaret en enorm spændstighed, og den bruger han maximalt, når han deltager i sin favoritøvelse højdespring. Henrys niveau er fortsat tårnhøjt – og nok til at vinde guldmedalje ved de nylig afholdte europamesterskaber i september i Venedig – både i højde og i 3-spring. Han er ikke selv tilfreds, for han ville gerne have mere konkurrence fra jævnaldrende. Men i den aldersgruppe er der ofte meget få deltagere. Men det skal ikke ændre på, at Henry er en topatlet i sin alder. Det ligger også til familien - en af Danmarks bedste kvindelige højdespringer er Henrys barnebarn.
Robin Rich, København IF, M50
Robin er en af de atleter, som har formået at trække den røde tråd fra senioratletikken til masteratletikken. Han har altid været med i et eller andet omfang både herhjemme og til de store mesterskaber i udlandet. Som ung vandt han i 90’erne sølv og bronze ved de danske mesterskaber i 400 m, og i år har han som M50 kronet sæsonen med en guldmedalje ved Europamesterskaberne for Masters i Venedig. Han var suveræn gennem både indledende, semifinaler og i finalen.
NOMINEREDE SENIOR
Astrid Glenner-Frandsen
JURY: "Der skulle gå 36 år, før den danske rekord på 100 meter blev forbedret. Men det gjorde Astrid Glenner-Frandsen i år med fornemme 11,39 sekunder. Det alene er nok til en nominering, men derudover er Astrid også en vigtig del af det danske stafetprojekt, der løb en 13. plads hjem ved VM i Doha. Det blev også til DM-guld på både 100 og 200 meter i en rigtig flot sæson."
INDSTILLINGER: "Jeg vil gerne indstille Astrid Glenner-Frandsen (KIF) til årets senior-præstation med hendes danske rekord på 100 meter. Begrundelsen skal ikke kun være, at det er fantastisk at slå en 36 årig gammel dansk rekord men i høj grad også, at Astrid først som senior for alvor har slået igennem. Astrid har kun få medaljer fra ungdoms-DM og har langt fra været nogen træningsnarkoman i ungdomsårene. Hendes historie vidner om, at man i den grad kan slå igennem som senior, selv om man ikke huserer fast på præmieskamlerne som ungdomsatlet. En fortælling, der kan inspirere mange ungdomsatleter til at fortsætte med atletikken."
"Jeg indstiller Astrid Glenner-Frandsen, som har slået en 36! år gammel legendarisk rekord på 100m. Der har IKKE været meget virak omkting det, måske fordi hun er kommet ind 'fra venstre' og har overrasket alle? Men hun har haft en forrygende og meget lang sæson, hun holder fast i formen og byder både ind individuelt og i 4x100m stafet på landsholdet.Det bør anerkendes :-)."
"Derudover vil jeg også gerne nominere Astrid glenner-Frandsen for både sit kæmpe rykke på 100 fra 11.80 til 11.39 men også at hun slår en 35 år gamle dansk rekord ! Og at hun gør det som 26 årlige er bare endnu federe da det viser at man aldrig er for gamle til at toppe."
Anna Emilie Møller
JURY: "2019 blev det helt store gennembrudsår på seniorplan for Anna Emilie Møller. Stærkest i erindringen står VM-finalen i 3000 meter forhindring, hvor Anna Emilie blev en fornem nummer syv og forbedrede den danske rekord, hun havde sat i indledende runde.
Senere ved VM løb hun et fornemt 5.000 meter løb og blev samlet nummer 16.
Anna Emilies sæson skal også huskes for VM i cross på hjemmebane i Aarhus. Her blev hun bedste europæer på en ekstremt flot 15. plads i det stærke VM-felt."
INDSTILLINGER: "Vi vil gerne indstille Anna Emilie Møller (Blovstrød Løverne) til prisen for Årets præstation, senior med følgende begrundelse: Anna Emilie Møllers talent er indlysende og har været det i flere år. Men at gå fra stortalent til verdenselite er en svær øvelse som de færreste mestrer. Til årets VM i Doha så vi dog at Anna Emilie til fulde er i stand til at lykkes med denne svære transition. Med 9.13.46 i finalen blev Anna Emilie en samlet nummer #7 og satte samtidig dansk senior- og europæisk U23-rekord. Det er et resultat vi ikke kan være andet end dybt imponerede over og derfor indstiller vi dette resultat til året præstation for senior."
Thijs Nijhuis
JURY: "Mange klagede på forhånd over VM-betingelserne for maratonløberne i Qatar. Thijs? Han og hans team tilpassede sig bare forholdene og han løb et formidabelt VM-løb. Midt om natten og i over 30 graders varme blev han nummer 31 ved VM og 9. bedste europæer. Tiden 2.18.10 under så hårde forhold vidner om en helt utrolig præstation."
INDSTILLING: "Thijs Nijhuis indstilles til at modtage prisen for sin præstation på marathon ved VM i atletik i Doha. Under svære forhold imponerede Thijs ved at opnå en placering som nr 31 i en tid på 2.18 timer. Begrundelsen for at Thijs skal have prisen er at dette resultat er en foreløbig kulmination på en lang, målrettet og dedikeret indsats for at nå sit drømmemål. Thijs startede med at løbe som tolvårig i 2004 i Stoholm IF. Han satte sig hurtigt et drømmemål, hvilket var deltagelse ved OL. Året efter gik turen videre til Skive AM, hvor han kom under træner Jan Grams vinger. Drømmen om OL kan man sige blev delvis indfriet med deltagelse ved Ungdoms OL i Singapore i 2010 på både 1500 m og 3000 m. Efter endt studentereksamen gik turen til USA, hvor han tørnede ud for Eastern Kentucky University i Texas. I 2013 vendte Thijs hjem til Danmark og deltog i 2014 ved VM på halvmarathon i København. Privat bosatte Thijs sig i Århus og indledte et samarbejde med den tidligere topløber Niels Kim Hjorth. Desuden startede Thijs på medicinstudiet på AU. Thijs har utallige danske mesterskaber på CV'et og præsterede at være både dansk mester på 1500 m og marathon samtidig. Thijs har altid været dedikeret løber. Han arbejdet hårdt og målrettet for at indfri sine mål. I makkerskabet med sin træner Niels Kim, som har en lang række egne erfaringer at trække på, har de forberedt VM marathon til UG. Hvor andre har brokket sig over stedet, tidspunktet og forholdene, så hat Thijs tilgang været at forberede sig på det som kom. Ispandebånd, opvredne håndklæder, flytning af døgnrytme mv var nogle af recepten på det vellykkede VM. Thijs har leveret årets seniorpræstation i Danmark. 15 års års dedikeret træning, fokusering og stålfasthed førte til et imponerende resultat under svære forhold en sen nat i Doha."
Alle indstillede kandidater til Årets Senior: