Atletikkens historie
10. april 2015 · Henriette Leth Nielsen
Atletik består af et antal løbe-, spring- og kastediscipliner samt kapgang. Ordet atletik stammer fra det græske ord athlos, som betyder konkurrence. Atletik var på programmet under de første antikke olympiske lege 776 f.Kr.
Flere af atletikkens discipliner er af antik oprindelse og blev, i konkurrencemæssig udformning, grundlagt i det antikke Grækenland. Atletik var en af de idrætsgrene, som kom med på programmet, da de moderne olympiske lege startede i 1896. Kvinder deltog første gang i legene i 1928 i Amsterdam. Atletik har været en del af OL-programmet siden.
Atletik i moderne tid bliver oftest arrangeret på et atletikstadion med en 400 meter lang løbebane. Disciplinerne kast og spring udføres i banens inderkreds. Der findes også landevejs-, gade- og crossløb som arrangeres udenfor atletikstadion.
Indendørs konkurreres på 200 meter rundbane i løbedisicplinerne samt 60 meter spring og 60 meter hækkeløb. Derudover konkurreres også i springdiscipliner, kuglestød, syvkamp for mænd og femkamp for kvinder.
International Association of Athletics Federations (IAAF) er den internationale organisation, som formidler de overordnede mål i international atletik. IAAF blev grundlagt i 1912. I Danmark organiseres atletik af Dansk Atletik Forbund.