Her er du: Forside > Masters > Nyheder > 08-12 Rejsebrev nr. 3 fra Lyon
det blev til 12 guld, 7 sølv og 7 bronze samt 2 verdensrekorder og mange DR
16. august 2015 · Knud Høyer
Rejsebrev nr. 3 fra VM2015 for veteraner i Lyon
Af Knud Høyer
Onsdag den 12. august
Om aftenen holdt vi danskeraften med fællesspisning på en restaurant i den gamle hyggelige bydel i Lyon. Næsten alle deltagere, som var i Lyon den dag deltog. Vi var 30. Andre var allerede færdige med deres øvelser og var taget hjem til Danmark. Vi valgte den aften, fordi torsdag var 2. fridag for alle i VM. Undtagen for Inge og mig, som torsdag fra kl. 08:30 til 16:30 var til generalforsamling i WMA.
Udover at få rapporter om alt hvad der er foregået i WMA de seneste 2 år og vedtage en ny forfatning for WMA, som træder i kraft fra 2016 (Perth), blev vi præsenteret for to bydere på VM i 2018: Malaga og Venedig. Begge byer fik ca. 20 min til deres præsentation, og derefter var der spørgsmål fra salen. Malaga vandt med 98 stemmer mod 25. Jeg stemte for Malaga, fordi deres tre stadion ligger bedre i forhold til hinanden med gode transportmuligheder end de tre udenfor Venedig, som kun var forbundet med busser. Det foreslåede tidspunkt for verdensmesterskaberne i 2018 i Malaga er fra den 8. september til den 20. september. Jeg skal huske at indsætte link til WMACS2018 Malaga på veteranernes hjemmeside. Det samme vil ske for de kommende nordiske-, europæiske- og verdensmesterskaber.
Fredag den 14. august
Ren finale dag med 9 danskere i konkurrence på to stadion.
Diskos: Tom O. Jensen fortsætter sin guldmedaljejagt. Han vinder knebent diskos for M55 med et kast på flotte 47,32m. Kun 10 cm foran nr. 2. Per Sabroes tre forsøg var ikke gyldige. Inge Faldager vinder sin 3. guldmedalje i W65-gruppen foran sin evig samme konkurrent Margereth Tomanek fra Belgien. Inge 30,05m og Margereth 26,56m.
Højdespring: Henry Andersen, M80, var virkelig flot springende og vandt guld med et spring på 1,28m, som også er ny mesterskabsrekord.
Kuglestød: Anne K. Jensen, W60, vinder stort set en medalje i alle sine øvelser. I dag blev det til bronze med et stød på 11,01m – årsbedste.
Kastemangekamp: Finn Malchau og Knud Høyer i M65 var i samme gruppe ud af to grupper med i alt 26 deltagere. Finn var bedst af de to med en 7. plads med 3742 point. Knud gennemførte med en skulderskade på en 14. plads med smålige 3248 point. Konkurrencen blev vundet af nordmanden Arild Busterud med 5043 point. Han har også verdensrekorden på 5255 point. Nordmanden Kjell Adamski blev toer med 4362 point og kun 1 point efter svenskeren Kenneth Jansson med 4361 point. I Moss slog Kjell Kenneth med 2 point.
400m: Robin Rich, M45, løb en rigtig flot 400m. Tiden på 53,71s rakte til en 16. plads.
Så til finaleløbene på 1500m på hovedstadion Balmont. 16 deltagere i hvert løb. Første til start var Tom Elmer Christensen, M65. Flot disponeret løb af Tom. Blev desværre lukket inde på den næstsidste omgang og havde ikke det bedste tilløb til opløbsstrækningen. Mange danskere var på stadion og heppede alt vad vores lunger kunne holde til. Han kom i mål som nr. 9 i tiden 5:08,76. Det er PR. Opløbet mellem nr. 1 og 2 var så tæt, at franskmanden brugte armene til at lukke af for en italiener. Franskmanden blev selvfølgeli disket efter protest fra Italien og Tom avancerede til 8. pladsen. Tænk jer, at Tom som debutant til VM løber sig i finalen og bliver den 8. bedste løber i verden på 1500m for M65. STORT TILLYKKE til Tom.
Rigmor Østerlund, W70, løb et rigtigt flot løb i tiden 6:36.97 og fik sølv efter ligeså meget opbakning, som vi gav Tom. Hun fik store knus og tillykke fra mange. Ingerlise V. Jensen, W65, måtte desværre opgive efter 1½ omgang.
Ind imellem hyldene vi Henry, Anne og Inge ved medaljeceremonier og vi sang alle virkelig igennem på Der er et yndigt land. Som en af mine tyske venner sagde til mig bagefter: Det er et af de bedste kirkekor jeg længe har hørt!
Vi sluttede denne dag af med øl/vand og afjogning til rockmusik på esplanaden mellem TIC og hovedstadion. Det kan man se billeder og video af på masteratletik.dk på facebook.
Lørdag den 15. august
Kastemangekamp: Tom O. Jensen lagde godt fra land med tidlig morgenstart på sin kastemangekamp i gruppen M55. Ca. 6½ time efter var han enorm træt men glad for endnu en guldmedalje om halsen. Resultatet blev 4626 point, som er ny DR. Per Sabroe sluttede som nr. 11 med 3189 point.
Michael B. Jepsen i gruppe M50 lå helt fremme på en 2. plads før diskos, men efter 3 ugyldige forsøg var han meget skuffet med resultatet og valgte at stoppe.
Dorte Ramlov, W50, var sidste dansker i ilden i dag. Hun endte på en 5. plads, men var ikke selv tilfreds med resultaterne.
3000m forhindringsløb: Anders Juul Jensen, M35, endte som nr. 19 i tiden 11:26.59.
Stangspring: her havde vi 3 danskere med i gruppen M55. Mogens Sørensen sprang det bedste i flere år og endte på en flot 9. plads med højden 3,55m. Allan Koldbye fik en baglårsskade i starten af konkurrencen, og nåede kun en højde på 2,80m. Per Egge Rasmussen valgte desværre en forkert stang i forhold til hans hurtighed i dag, og klarede derfor ikke begynderhøjden.
Søndag den 16. august
På sidste dagen skulle hele 7 danskere i gang med deres kastemangekamp.
I gruppen W70, åbnede Kirsten Poulsen sit hammerkast kl. 8 med en DR på 26,42m. Hun havde selv den gamle på 24,96m. De gennemførte begge i fin stil. Kirtsen Poulsen blev nr. 10 med 3298 point (måske DR – det tjekker hjem) og Kirsten Onsberg blev nr. 11 med 3120 point.
I næste gruppe, W60, som også startede kl. 8, var det Lone Sørensen og Anne K. Jensen, der var med til at kæmpe om medaljerne. Anne fuldførte i flotteste stil og vandt guld. 6 medaljer i 6 øvelser. 2 guld, 2 sølv og 2 bronze. Lone Sørensen manglede lige det hurtige gear i dag, men fik en fortjent 4. plads.
Tove Friis, W75, var meget spændt på konkurrencen. Det var 2. gang, at hun deltog i et internationalt mesterskab. Hun sluttede på en flot 6. plads med 2684 point.
Inge Faldager, W65, skulle lave meget galt, hvis hun ikke kom mellem medaljetagerne. Hun var ikke så skarp i dag som hun kan være, så hun nåede ikke de 3 meter længere end konkurrenterne i hammerkast, som hun havde håbet på. Før sidste øvelse, vægtkast, lå hun 120 point efter belgieren Margarethe Tomanek. Inge vandt dog øvelsen med 13,97m foran 13,77, men det var ikke nok, så belgieren guld med 4599 point og Inge sølv med 4495 point.
Som den sidste dansker startede Allan Nielsen sin K5K i gruppe M45 – de store stærke drenge. Han blev nr. 11 med et pointtal lige under 3000.
Det var så slut for dette mesterskab. I aften samles de danskere, som er tilbage i byen på en restaurant kl. 19 for at sige hinanden tak for godt kammeratskab, opbakning og godt humør over hele linjen, og fejre den store medaljehøst – leveret af 35 deltagere.
Fra teammanagerne, Inge, Knud Erik, Per Egge og jeg vil vi også sige tak til alle som deltog og de familiemedlemmer som var supportere på stadion. Vi har forsøgt at være så synlige som muligt på stadion og når vi havde hyggeligt samvær ude i byen. Vi har organiseret en anderledes form for resultatformidling via facebook. Det er noget, som vi vil forsøge at forbedre på bekostning af de almindelige rejsebreve, som det du læser nu. I den evaluering som vi vil gennemføre for deltagerne hernede og på facebook til jer derhjemme, vil vi meget gerne høre om der er behov for begge dele, og hvordan kommunikationen har været og om der er gode forslag til at gøre den bedre.
Udover medaljehøsten skal vi ikke glemme de, der kom på flotte 4. pladser og derefter op til finalerne med 8. pladser. Tænk at være blandt de 8 bedste i verden. Det er da også stort i lille Danmark.
Medaljehøsten endte således: (bevidst i datoorden)
Vi fik flere medaljer i alt end Sverige og Norge.
GULD - 12
Tom O. Jensen, M55, vægtkast, 5.8.
Inge Faldager, W65, vægtkast, 5.8.
Rosa Pedersen, W85, højdespring, 7.8., verdensrekord
Rosa Pedersen, W85, spydkast, 7.8., nordisk rekord
Inge Faldager, W65, hammerkast, 11.8.,
Rosa Pedersen, W85, længdespring, 12.8., verdensrekord
Anne K. Jensen, W60, diskoskast, 12.8.
Tom O. Jensen, M55, diskoskast, 14.8.
Inge Faldager, W65, diskoskast, 14.8.
Henry Andersen, M80, højdespring, 14.8. og mesterskabsrekord
Tom O. Jensen, M55, kastemangekamp, 15.8. dansk rekord
Anne K. Jensen, W60, kastemangekamp, 16.8.
SØLV - 7
Lone Sørensen, W60, vægtkast, 6.8.
Anne K. Jensen, W60, spydkast, 7.8.
Anne K. Jensen, W60, hammerkast, 9.8.
Rigmor Østerlund, W70, 800m, 9.8.
Lone Sørensen, W60, diskoskast, 12.8.
Rigmor Østerlund, W70, 1500m, 14.8.
Inge Faldager, W65, kastemangekamp, 16.8.
BRONZE - 7
Anne K. Jensen, W60, vægtkast, 6.8.
Ingerlise V. Jensen, W65, 800m, 9.8.
Michael B. Jepsen, M50, kugle, 10.8.
Lone Sørensen, W60, diskos, 12.8.
Mette Jepsen, W45, spydkast, 12.8.
Tom O. Jensen, M55, hammerkast, 12.8.
Anne K. Jensen, W60, kuglestød, 14.8.