Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2017 > 08-16 DM Mangekamp optakt
Fra DM Mangekamp 2016. (Michael Hyllested)
Laugesen kan vinde sin 7. tikamps-titel
16. august 2017 · Jeppe Weinreich
De to forsvarende mestre i hhv. syv- og tikamp, Sandra Böll og Christian Laugsesen, er storfavoritter ved DM Mangekamp på Østerbro førstkommende weekend (19-20/8). Et uheldigt sammenfald med juniorlandskamp og Universiade har kostet nogle deltagere, men til gengæld er der et glædeligt stort opbud i drengenes yngste klasse.
Årets DM i Mangekamp har i seniorklassen to klare favoritter: Sandra Böll og Christian Laugesen. De to Sparta-atleter topper årets rangliste, og når deres to nærmeste konkurrenter fra Aarhus 1900 samtidig har prioriteret Universiaden i Taipei højere, synes vejen banet for et suverænt titelforsvar.
Sandra Böll overtog sidste år syvkampstronen fra Tine Bach Ejlersen, og med personlig rekord i sin seneste syvkamp er det en atlet i topform, som stiller op. Sarah Bahat (1900) og Nickoline Skifter (DELTA) er bejlere til de to andre medaljer, og eftersom de begge er juniorer, er der her indbygget et opgør om titlen i U20-klassen.
Laugesen sigter mod titel nr. 7
Christian Laugesen vandt sin første titel i Holte i 2008. Siden har han ikke tabt ved et DM, og kan nu vinde sin syvende titel. I sæsonerne 2011-2013 satsede han på 400 meter hæk og var følgelig ikke med. Ved landskampen i Monzon (European 2nd League) for nylig lavede han med 6978 point sin bedste score siden 2010. Ved den lejlighed blev han hårdt presset af Christian L. Nielsen, men denne er sammen med en anden 1900-mangekæmper, Mathilde Diekema, draget til Universiaden i Taipei.
Stor deltagelse i drenge 14-15 år
I ungdomsklasserne finder man den dobbelte nordiske U18-mester, Mads Lund (Sparta), der ved netop NM tidligere på året slettede en gammel ungdomsrekord. Han fravalgte VM-U18 i Nairobi, men det spændende talent er altså nu klar til DM.
Der dystes i klasserne U16, U18, U20, U23 og senior, og her skiller drengenes yngste klasse sig klart ud ved at have så glædeligt mange deltagere som 15 stk. - og endda fra ti forskellige klubber mod blot fem i fjor.
Nikolaj Grønbech (DELTA) er forsvarende mester i 14-15 års klassen. (M. Hyllested)
Som det var tilfældet i fjor - hvor også Sparta var arrangør - finder DM sted i forbindelse med det store ungdomsstævne Sparta Copenhagen Games.
DM Mangekamp / Sparta Copenhagen Games - Østerbro d. 19.-20. august 2017