Loading...

Fra Warandeloop 2016, hvor Abdi blev nr. 2 - slået med to sekunder af nordmanden Sondre Nordstad Moen (yderst til højre). Den nykårede nordiske mester, Napoleon Solomon (nr. 3 f.v.), blev nr. 3. (DECA Text&Bild)

Warandeloop

Stærk kvartet til start i Holland

23. november 2017 · Jeppe Weinreich

Dansk atletik stiller søndag med fire stærke løbere, når startskuddet til det traditionsrige Warandeloop lyder. Mens Abdi Haki Ulad pønser på NM-revanche, kan en god præstation for de tre andre udløse et wildcard til næste måneds EM Cross.

Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) pønser på revanche førstkommende søndag i Tilburg (NED). Efter den beskedne 8. plads ved NM Cross venter der ham ved Warandeloop nemlig et gensyn med svenskerne Napoleon Solomon og David Nilsson, der tog guld og sølv i Middelfart. I fjor snuppede Abdi en fornem 2. plads i det traditionsrige hollandske løb, som har været afholdt siden 1956 og er med i den europæiske serie EA Cross Permit.

I år er ruten flyttet til den nærliggende safari/naturpark Beekse Bergen, og det er der en særlig grund til. Stedet danner nemlig ramme om EM Cross næste år, og søndagens rute skulle være identisk med den, som løberne vil møde i december 2018.

Nationskonkurrence
Som noget nyt er der indlagt en nationskonkurrence (Brabant Nations Cup), hvor de tre bedste fra hvert land tæller med, og her bør Danmark bestemt kunne gøre sig gældende. Abdi får nemlig selskab af Ole Hesselbjerg (Sparta), Mads Tærsbøl (HMRC) og Thijs Nijhuis (Viborg AM). De tre er i modsætning til Abdi ikke udtaget til EM, men en god præstation på de 10,3 km kan evt. udløse et wildcard i den 11. time. Alle tre har tidligere deltaget i løbet. Hesselbjerg var næstbedste dansker i fjor på en 16. plads, mens Mads Tærsbøl var hurtigst i 2015 med en 17. plads. Thijs Nijhuis med de hollandske rødder plejer også at gøre det godt ved løbet. I 2014 blev han bl.a. nr. 2 i U23-klassen.

Der konkurreres også på en kort distance, hvor Nick R. Jensen (Sparta) figurerer på startlisten. Han har dog besluttet sig for at blive hjemme for i stedet at koncentrere sig om udtagelsesløbet i forbindelse med Cross Nationals dagen før.

Warandeloop (EA Cross Permit) – Tilburg (NED) d. 26. november 2017

© Copyright Dansk Atletik Forbund