Loading...

Nyheder 2012

CrossChallenge: Abdis store gennembrud

29. januar 2012 · Jeppe Weinreich

Abdi Ulad Hakin blev den store triumfator, da eliteløberne kæmpede sig igennem slud og sne i Aalborg.

For folk med kendskab til Korsør-løberen Abdi Ulad Hakins nuværende form kom hans sejr på søndagens 15 km i Aalborg ikke som den helt store overraskelse. Med Morten Munkholm (Aarhus 1900) og Henrik Them (Sparta) med på startlisten må hans triumf dog alligevel siges at være opsigtsvækkende. 

 

Et stort snefald natten til søndag gjorde det til en kold fornøjelse for de fremmødte løbere. Selvom arrangørerne gjorde alt for at salte vejen og rydde den for sne, forblev det en svær og ubehagelig rute, hvor flere løbere snublede undervejs. Det skulle Henrik Them ikke nyde noget af, og angst for at blive skadet meldte han umiddelbart før løbet fra. Her samlede en førergruppe på syv løbere sig hurtigt. Abdi Ulad Hakin, der hele løbet igennem udstrålede overskud og kontrol, rykkede med 500 meter tilbage og kunne på de sidste 300 meter inde på stadion skabe sig et hul på godt 30 meter ned til gruppen. Munkholm, som stadig var mærket af en hård træningslejr, valgte at slippe, og tilbage på stadion blev der kæmpet en hård kamp om de sekundære pladser, hvor Ulrik Heitmann (Aarhus 1900) lige akkurat fik klemt sig foran Michael Nielsen (AGF). Denne kunne dog glæde sig over, at holdsejren fortjent gik til det homogene AGF-hold, der fik alle fem mand ind blandt de 13 første. Dermed lægger de sig nu foran rivalerne fra 1900 i den samlede stilling, hvor der nu er skabt spænding forud for de næste to runder (DM Lang & Kort Cross), som finder sted i netop Aarhus i marts måned.

 

Simone Glad sejrer hos kvinderne
De kvindelige seniorer havde forinden haft endnu sværere vilkår end mændene. Sneen og blæsten var her taget til og gjorde det om muligt endnu surere at være ude på ruten. Fire løbere skabte hurtigt et forspring til de andre, men da Louise Laursen (AGF) godt en km før mål skruede tempoet op, var det kun Simone Glad (Odense Atletik), der formåede at følge med. Glad havde dog inde på stadion det største overskud og kunne sejre med to sekunder foran AGF-løberen, der havde yderligere 17 sekunder ned til klubkammeraten Maja Alm. Som ventet sikrede Aarhus-klubben sig holdsejren for tredje runde i træk, og det er meget svært at se, at nogen nu skulle kunne tage den samlede sejr fra dem.

Marcussen vinder trods styrt
Overraskelser var der ikke hos de mandlige juniorer, der kunne nøjes med at stride i kulden i lidt over et kvarter. Her viste de tre deltagere fra EM Cross sig klart stærkest, med Jacob Ø. Marcussen (Aarhus 1900) – der endda havde et hårdt styrt 500 meter før mål - som vinder ni sekunder foran Peter Glans (Odense Atletik) og igen samme afstand ned til den lidt yngre Mikkel Dahl-Jessen. Med et andet nyt 1900-navn, Jakob Dybdahl (søn af Lone Dybdahl, som deltog på maraton ved VM 1983), på 4. pladsen var der ingen tvivl om holdsejren.

Bagger tilbage i fin stil
Hos pigerne var der et glædeligt gensyn med Nanna Bagger (Skive AM), der efter sin sejr ved DM Cross i Viborg for to år siden har været stærkt plaget af skader. Hun besejrede sikkert Josefine Rytter (Bagsværd AC) med 20 sekunder. På tredjepladsen var endnu en Bagsværd-løber, Sara Schou Kristensen, stærkt medvirkende til, at den sjællandske igen kunne løbe med holdsejren.


CrossChallenge 2011/12 (3. runde) – Aalborg d. 29. januar 

Senior M – 15 km
1. Abdi Ulad Hakin (Korsør AM) 46:56 min.
2. Ulrik Heitmann (Aarhus 1900) 47:00 min.
3. Michael Nielsen (AGF) 47:00 min.

Hold
1. AGF 3:59,13 timer
2. Aarhus 1900 4:02,55 timer
3. Odense Atletik 4:14,56 timer

Senior K – 10 km
1. Simone Glad (Odense Atletik) 36:23 min.
2. Louise Laursen (AGF) 36:25 min.
3. Maja Alm (AGF) 36:42 min.

Hold
1. AGF 1:51,11 timer
2. Blovstrød 1:53,34 timer
3. Aarhus Fremad Atletik 1:59,04 timer

U-20 M – 5 km
1. Jacob Østergaard Marcussen (Aarhus 1900) 15:25 min.
2. Peter Glans (Odense Atletik) 15:34 min.
3. Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) 15:42 min.

Hold 
1. Aarhus 1900 49:25 min.

U20 K
1. Nanna Bagger (Skive AM) 18:05 min.
2. Josefine Rytter (Bagsværd AC) 18:25 min.
3. Sara Schou Kristensen (Bagsværd AC) 18:33 min.

Hold
1. Bagsværd AC 56:13 min.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund