Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 11-29 VM-arrangører jubler over åbningssalg
VM-arrangører jubler over åbningssalg
29. november 2012 · Jeppe Weinreich
Et forventet stormløb resulterede i knap 18.000 solgte startnumre, da arrangørerne bag IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton torsdag åbnede for billetlugen.
Det blev det forventede stormløb, da arrangørerne af IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton torsdag åbnede for salget af startnumre. Præcis kl. 10 fik den virtuelle kø adgang til billetlugen, og der gik ikke mange timer, inden den første bunke med startnumre var borte.
Allerede lidt over middag var arrangørernes mål om at sælge 15.000 numre i hus. Men for at tilgodese de mange løbeglade danskere, som ellers ville være gået forgæves, blev det besluttet at tage 3000 numre fra en reserveret pulje og lægge dem oveni.
”Af de numre resterer der nu kun omkring 1000, og de er sandsynligvis væk inden i aften. Facit er, at vi kommer op på at have solgt 18.000 startnumre - mere end et år før startskuddet lyder. Så man kan roligt sige, at succesen er i hus, og at der med sikkerhed vil være 25.000 løbere på Christiansborg Slotsplads den 29. marts 2014,” lyder det fra en stærkt tilfreds direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.
Af de resterende 7000 startnumre vil 5000 være forbeholdt det udenlandske marked, mens 2000 er afsat til forskellige projekter i atletikforbundets regi.
Jakob Larsen er ikke ene om at være begejstret for udsigten til at fylde Københavns gader med motionsløbere i selskab med verdens allerbedste.
Borgmester glæder sig
”Vi er mange tusinde, der glæder os til en fantastisk dag og en historisk løbefest midt i København. Ruten er hurtig, flad og smuk – og netop sådan kommer de 25.000 løbere i VM Halvmaraton 2014 til at opleve byen. Vi får stor gavn af en event som den her, hvor både danskere og udenlandske løbere mødes, og hvor den absolutte elite og motionister deltager i samme løb. Sammen med Wonderful Copenhagen, Dansk Atletik Forbund og Sport Event Denmark skal vi skabe et VM i verdensklasse,” siger Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester i København.
En løbefest
Hun bakkes op af Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark:
”VM i Halvmaraton 2014 bliver en løbefest i hjertet af København. Vi har været udsat for et stormløb i bogstaveligste forstand i forbindelse med åbningen for tilmelding til løbet. Den overvældende interesse bekræfter os i, at det var det helt rigtige at koble et motionsfelt op på eliteløbernes VM. Det understreger igen, at Danmark er en sportseventnation, der kan begejstre og ikke mindst involvere i store, internationale sportsevents. Sammen med Dansk Atletik Forbund og Wonderful Copenhagen vil vi arbejde stenhårdt på at skabe en verdensklasseevent for både eliten, bredden og tilskuerne.”
En international event
Med deltagelse af topløbere fra godt 50 lande samt 5000 motionsturister vil IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton også bidrage til en stor omsætning i København. Det glæder ikke mindst Wonderful Copenhagen.
”Der blev høstet mange gode erfaringer om samarbejde, da vi sidste år afviklede VM i Landevejscykling. De erfaringer vil vi bringe i spil, så København, byens gæster, detailhandlen og turismeerhvervet får både oplevelser og økonomisk gevinst, når hovedstaden igen lægger gader til en spektakulær sportsevent, slutter Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton 2014
Hvor: København (start og mål v. Christiansborg Slot)
Tid: 29. marts 2014
Hvem: Et elitefelt bestående af mere end 200 af verdens bedste løbere fra anslået 50 nationer - efterfulgt af 25.000 motionsløbere.
Arrangør: Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune