Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2014 > 01-03 Svenskerne ændrer regelsæt
Svenskerne ændrer regelsæt
03. januar 2014 · Jeppe Weinreich
Nye regler ang. hækhøjde, redskabsvægte m.v. får betydning for de mange ungdommere, som konkurrerer i Sverige.
Sverige er uden sammenligning det land, som lægger bane til de fleste udenlandske starter blandt danske atleter. For ungdomsudøverne – og ikke mindst statistikerne, som forsøger at holde styr på resultaterne – er det et tilbagevendende problem, at svensk atletik i mange tilfælde opererer med andre regelsæt, hvad angår hækhøjde, redskabsvægte m.v. Med virkning fra det nye år har det svenske atletikforbund foretaget nogle korrektioner, som for de yngste udøvere vil få betydning allerede i den kommende indendørssæson.
Kort sagt er ændringerne disse:
SPRINT
- D13/P13 – For både drenge og piger har den korte sprintdistance i begge lande været på 80 meter. I Sverige ændres den nu til 60 meter (resultaterne registreres dog stadig på Statletik).
- D15/P15 – Også her har svenskerne besluttet at skære 20 meter fra, så 80 meter fremover bliver den officielle distance, mens den altså i Danmark fremdeles er 100 meter (resultater registreres stadig på Statletik).
- D15 – På samme måde med drengenes 100 meter hæk (84,0 cm), som nu er nede på 80 meter (resultaterne registreres IKKE på Statletik).
- P13 – 60 meter hæk er fortsat distancen i begge lande, men i Sverige vil hækhøjden blive sænket fra 76,2 cm til 68,6 cm (resultaterne registreres IKKE på Statletik).
KAST
Her betyder regelændringerne til gengæld, at der nu er overensstemmelse med de danske vægte. Undtagelsen er diskoskast for 12-13 årige (piger & drenge). Her kastes der i Sverige med en diskos på 600 gram (DK: 750 gram). Sidstnævnte resultater vil IKKE blive registreret på Statletik.