Loading...

Nyheder 2014

Pallas 1. dag: Ekelund utilfreds trods stævnerekord

25. januar 2014 · Jeppe Weinreich

Med 47,20 sek. forbedrede Nick Ekelund-Arenander lørdag sin ét år gamle stævnerekord ved Pallas Spelen.

47,16 sidste lørdag og i dag 47,20 sek. Resultatet anden gang var næsten det samme for 400 meter-løberen Nick Ekelund-Arenander (KIF), men løbet et helt andet. Efter et alt for hurtigt udlæg sidste weekend rundede den danske rekordholder i dag ved Pallas Spelen de første 200 meter i 22,9s – over ét sekund langsommere end i Växjö. Til gengæld undgik han så at syre til på samme måde mod slutningen. Trods en forbedring af sin egen stævnerekord fra i fjor (47,41s) var Ekelund dog noget utilfreds med tiden.


Nick Ekelund-Arenander med blikket rettet mod stopuret. (NS Foto)

”Jeg må bare arbejde videre med mine første 200 meter,” lød det fra dansk atletiks store sprinterhåb, som i morgen stiller op på 200 meter og næste søndag har en start ved et stort stævne i Moskva.

En anden atlet fra DAFs satsningsgruppe ”ITE” (International Elite), Peder P. Nielsen (Aarhus 1900), vandt trespring med 15.98 meter. Nok havde han håbet på at åbne sæsonen med et spring over 16 meter, men var alligevel tilfreds med at være kommet i gang – og med en stabil serie, som også rummede en notering på 15.88 meter. Næste lørdag springer han igen i Göteborg.

Superstød af Marcus Thomsen & DUR i trespring
Hos de 16-årige drenge imponerede kuglestøderen Marcus Thomsen (Aarhus 1900) igen. I sin første konkurrence som 16-17 årige stødte han 5-kg kuglen ud på 17.73 meter – knap to meter længere end den danske årgangsrekord. Det var dog ikke nok til at vinde, idet svenske Wictor Petersson – også årgang 1998 – blev noteret for 19.63m!

Samme årgang er også Nikoline Skifter Andersen (DELTA), som i pigernes trespring satte en stor PR med 11.93 meter og dermed forbedrede den danske årgangsrekord - sat i samme hal for 15 år siden.

I højdespring tangerede en anden 98’er - Rikke Andersen (Sparta) – sin én uge gamle PR på 1.72 meter. I aldersklassen over blev det også til dansk sejr ved Sandra B. Christensen (Amager AC), som med 1.74 meter satte inde-PR.

Disket for tyvstart
Mest ærgerlige danske deltager var Matilde Kramer, som havde taget den lange tur fra Aabenraa – bare for at blive disket for tyvstart på 60 meteren. Sidste weekend var det el-tiden i Skive, der forhindrede hende i at få den stærke tid, som hun meldes i form til at løbe.

Pallas Spelen – Malmø d. 25.-26. januar 2014
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund