Loading...

Nyheder 2014

Esbjergs kvinder tilbage i den bedste række

08. september 2014 · Jeppe Weinreich

KVALMATCH. Mens Aalborgs mænd samt kvinderne fra Hvidovre AM var aldeles suveræne ved lørdagens match, så blev kampen om den frelsende andenplads yderst tæt.

De 16 hold i Elitedivisionen 2015 bliver de samme som i år – med én enkelt undtagelse: Hos kvinderne tager Esbjerg AM pladsen fra Frederiksberg IF. Det blev facit efter søndagens kvalmatch på Skovdalen Stadion i Aalborg, men det kunne meget vel have været et andet et, for kampen om andenpladsen blev yderst tæt.



Hos kvinderne viste Hvidovre AM allerede fra start, at de var selvskrevne til at forblive i Elitedivisionen. I sidste ende vandt de – ikke mindst i kraft af tre sejre i kast ved Maria Sløk Hansen - med 24 point ned til Esbjerg AM. Sidstnævnte var dog kun to point foran Aalborg AM før den afsluttende 4x400 meter stafet, men da esbjergenserne her løb ind på en sikker tredjeplads med arrangørklubben på en lige så sikker andenplads, så blev det altså Esbjerg AM, som kunne trække det længste strå med 87 mod 86 point. Dermed må det unge hold fra Aalborg AM – der i fjor blev slået med bare 3 point - fortsat væbne sig med tålmodighed med henblik på oprykning. Esbjerg AM vendte i 2013 tilbage til den bedste række efter nogle sæsoners fravær, men rykkede ned samme år. I 2015 er de altså med igen.

Skive AM hænger på i den bedste række
Hos herrerne var Aalborg AM aldeles suveræne med 26½ point ned til Skive AM, der – trods en diskvalifikation på den korte stafet - tog andenpladsen bare to point foran Amager AC. Dermed viste skibonitterne igen deres uforlignelige evne til at forblive i den bedste række. En særdeles vigtig brik på deres hold var naturligvis Morten D. Madsen, som gjorde sin pligt med tre individuelle sejre. Ud over 100 meter (10,77s) og længdespring (6.81m) vandt han 200 meteren i dagens flotteste opgør, hvor Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) på de sidste meter kom særdeles tæt på ham. Tiderne blev hhv. 21,61 og 21,66 sek. – sidstnævnte er en stor PR til Benjamin.



To unge drenge imponerende for Amager AC. Den bare 15-årige Victor Thomsen vandt således 800 meteren i den meget flotte PR 1:56,04 min., mens den ét år ældre Frederik Mogensen kunne sejre på 3000 meter forhindring i 10:07,82 min.

Som det var tilfældet i Aabenraa lørdag, var der i Aalborg perfekte vejrmæssige rammer med nærmest rekordlave vindmålinger. Umiddelbart efter afslutningen på stævnet begyndte det at regne kraftigt, men da var den 56. sæson af Danmarksturneringen rundet af. 

Kvalmatch – Aalborg d. 7. september 2014
Slutstilling
Kvinder
1. Hvidovre AM 111 point
2. Esbjerg AM 87
3. Aalborg AM 86
4. Bagsværd AC 80 
5. Frederiksberg IF 54

Mænd
1. Aalborg AM 123½ point
2. Skive AM 97
3. Amager AC 95
4. Frederiksberg IF 71
5. AK Holstebro 41½ point
Alle resultater: Kvinder  -  Mænd

© Copyright Dansk Atletik Forbund