Loading...

Nyt fra Teknisk Komité

Nye regler jf. IAAF´s seneste revision af Atletikreglementet!

31. januar 2018 · DAFs Teknisk Komité

Den danske udgave af det internationale atletikreglement 2018-2019 forventes klar omkring d. 1. april. Med flere danske mesterskaber ventende lige om hjørnet, peger DAFs Teknisk Komité her på nogle af de vigtigste regelændringer, som trådte i kraft d. 1. november 2017.

IAAF har udsendt et nyt atletikreglement gældende for 2018-19. Samtidigt er reglementet blevet suppleret med en række forklarende og uddybende tekster (fremhævet), der skal hjælpe læseren med at tolke selve regelsættet. DAF´s Teknisk Komite arbejder ihærdigt på at få det nye reglement oversat – samt få de deraf ret omfattende redaktionelle ændringer med i det danske reglement.

Så snart dette arbejde er udført, vil man kunne tilgå det nye reglement via hjemmesiden (forventet 1. april) – samt bestille trykte eksemplarer via DAF´s kontor. Reglementet 2018-19 vil, som tidligere versioner, også være kursusmateriale på forbundets dommerkurser.

Den engelske version kan allerede downloades via IAAF´s hjemmeside.
Generelt ændres der ikke i den måde som konkurrencer og stævner afvikles og bedømmes på, men enkelte steder er der ændringer som Teknisk Komite beder klubber, stævneansvarlige og dommere om at være opmærksomme på:

1. Nye tidsgrænser for afvikling af forsøg i de tekniske øvelser
Teknisk komite

*Rettelse 6/2: Tiden ved stangspring (flere end 3 deltagere) er rettelig 1 minut - og ikke 30 sekunder, som det først fremgik.

Desuden er der tilføjet en ny Note, der tillader ekstra tid ved rekordforsøg i højde- og stangspring.

Note (V): Hvis en atlet er eneste tilbageværende deltager i enten højdespring eller stangspring og atleten vælger at forsøge at sætte verdensrekord, eller en anden rekord relevant for den pågældende konkurrence, så bør tidsgrænsen blive forlænget med 1 minut, i forhold til den normalt gældende.

2. Lempelse af reglen for at dømme et rotationskast overtrådt.
Lempelse af reglen for at dømme et rotationskast overtrådt, hvis forseelsen er foretaget som en del af den indledende rotation og i den bageste del af ringen. Det er en ny Note til 187.14 (b) der er tilføjet, og således en præcisering af den måde som reglen ønskes tolket på, der er formålet med ændringen.

Regel 187.14 lyder således i 2018-19 version:

187.14
Det er ugyldigt forsøg, hvis udøveren:
(a) Slipper kuglen eller spyddet på anden måde end tilladt under regel 188.1 og 193.1.
(b) Efter at han er gået ind i ringen og har påbegyndt forsøget, med nogen del af kroppen berører overkanten (eller overkanten af indersiden af jernbåndet) eller området på ydersiden af ringen.
Note: Det vil imidlertid ikke blive bedømt som en fejl, hvis berøringen foretages uden at medføre fremdrift i ringen, og sker under den første del af rotationen, på et sted i ringen helt bag den hvide linje der er tegnet udenfor ringen, og som teoretisk løber på tværs gennem ringen og ringens midte.
(c) I kuglestød berører oversiden af stopplanken med nogen del af kroppen.
(d) I spydkast berører stregerne, som markerer tilløbsbanen eller arealet på ydersiden af disse med nogen del af kroppen.
Bemærkning: Det anses ikke for ugyldigt forsøg, hvis diskossen eller hammeren berører kasteburet, såfremt ingen andre regler er brudt.

Sepia

3. Der indføres 30 meter skiftezone i 4 x 100 m, 4 x 200 m samt for de første 2 skifter i Medleystafetløb udendørs. Indendørs vil der ikke være ændringer.
Bemærkning fra TK: I praksis betyder det, at indløbszonens 10 meter blot inddrages i skiftezonen, samt at den nuværende skiftezones startmarkering for så vidt bliver uden betydning. På sigt og ved stadionrenoveringer / genopstregninger, skal man være opmærksom, på at få etableret de rigtige markeringer på banerne.

4. Skærpede krav til kastebure designet til diskoskast (gældende fra 2020)
Det er i det nye reglement varslet, at kravene til rene diskoskastbure fra 2020 ændres således, at de sidste 3 meter af buret i kasteretningen (typisk vingerne på buret) skal stige til mindst 6 meters højde.
Vær således opmærksom på dette, hvis I står for at skulle investere i nyt bur snart, eller har kontakt til jeres respektive stadionforvaltere om kommende investeringer i atletikfaciliteterne.

5. Mangekæmpere der opnår samme pointsum, deler placering. (Regel 200.12)
Afgørelsen af en mangekamp hvor flere mangekæmpere har opnået ens pointsum til slut, er blevet lettere af afklare. Hvor der tidligere skulle kigges på placeringer og point i de enkelte øvelser, deler mangekæmperne nu placeringen uanset hvordan pointene er samlet sammen.
Den nye regeltekst for 200.12 lyder: Hvis 2 eller flere atleter opnår ens pointsum i mangekampen, uanset for hvilken placering der kæmpes, skal de tildeles samme placering.

© Copyright Dansk Atletik Forbund