Loading...

Andreas Bube ved Nordenkampen. (DECA Text&Bild)

IAAF World Indoor Tour

Følg Bube og Kramer ”live” fra Torun

14. februar 2018 · Jeppe Weinreich

Torsdagens polske topstævne kan følges direkte via IAAF’s kanal.

De danske profiler har ikke vist sig meget på den store europæiske scene denne vinter. Det bliver der rådet lidt bod på i morgen torsdag med Andreas Bube (Bagsværd AC) og Mathilde U. Kramer (FIF) til start ved Copernicus Cup i polske Torun. Stævnet er næstsidste station på IAAF-turen, som består af seks stævner.

Mens Andreas Bube er en rutineret herre ved den slags topstævner, kan det samme ikke siges om Mathilde U. Kramer, der ved stævnet får mulighed for at prøve kræfter med de allerhurtigste.

Startlisterne er ikke tilgængelige endnu, men det forlyder, at Bube på 800-meteren i hvert fald kan se frem til et møde med Adam Kszczot, der for et år siden vandt EM-inde foran Bube, samt den kenyanske bronzevinder fra London 2017, Kipyegon Bett. Efter uheldet ved Nordenkampen, hvor en "hare" kom i vejen, er Bube selvsagt sat ekstra op.

Mathilde U. Kramer løber indledende 60 meter kl. 18.53, mens mændenes 800 meter er kl. 19.45.

Stævnet kan følges på IAAF’s YouTube-kanal fra kl. 19.

Allerede lørdag kommer begge løbere til start ved DM-inde i Skive. Bube i det indledende 800-meter-heat, Kramer på 60 meter hæk.


Copernicus Cup (IAAF World Indoor Tour) - Torun (POL) d. 15. feb. 2018

Hjemmeside/tidsskema

© Copyright Dansk Atletik Forbund