Kulde tvinger DM-arrangør til ruteændring
28. februar 2018 · Jeppe Weinreich
Den hårde frost har gjort, at den planlagte rute ved lørdagens DM Lang Cross i Fredericia ikke længere er brugbar. Derfor er der nu fundet en alternativ strækning.
Kongepokalen er siden 1905 blevet overrakt Danmarks bedste mandlige terræn/crossløber - altså 113 år i træk. Trods svære verjforhold bliver der også en 114. gang førstkommende lørdag, når DM Lang Cross afvikles i Fredericia. Men det bliver ikke på den oprindeligt planlagte rute.
"Efter inspektion af ruten i Fredericia må vi konstatere, at sneen og frosten har gjort, at underlaget ikke giver fair og sikre konkurrenceforhold på lørdag. For ikke at skulle aflyse arrangementet har vi fundet en alternativ rute i området," fortæller DAFs ansvarlige for Cross Challenge, Morten Albjerg Nielsen.
Start og mål er fortsat bag Fredericia Idrætscenter hvor der også er omklædning og præmieoverrækkelser.
Selvom en ny rute er fundet, bliver der med sikkerhed tale om en hård omgang for løberne.
"Rundstrækningen på små 2 km foregår på MEGET frosthårde grusstier, hvor der i skrivende stund ligger ganske meget sne - afhængigt af blæsten kan der forekomme fygning og snedriver. Der er på hver omgang to ganske krævende bakker a ca. 80-100 m og flere små. Mellem ca. 900-1100 meter snævrer ruten noget ind i forbindelse med nedløbet på den første hårde bakke. Herefter er der et skarpt vendepunkt og en ny opstigning. Sidste hårde bakke findes fra 1700 m og op mod målområdet."
Arrangørerne anbefaler, at man ikke løber i pigsko, da der i startområdet og i forbindelse med bakken ved 1 km er to korte passager med asfalt. I stedet lyder anbefalingen på sko med et godt greb i underlaget, trailsko eller lignende.
- Følg med på Cross Nationals' hjemmeside
De tre medaljevindere fra i fjor er alle med igen. (Lone Dybdal)
Profiler til start
Kampen om Kongepokalen er forbundet med prestige. Det har lokket flere af de store profiler med, som ikke deltog ved DM Kort Cross. I fjor - i netop Fredericia - spolerede Peter Glans (OA/OGF) sin rival Abdi Hakin Ulads drøm om at vinde pokalen for femte gang. De to figurerer begge på startlisten. Det samme gør vinderen fra 2008, Jesper Faurschou (Herning LK), samt Mikkel Dahl-Jessen (AGF), som vandt DM Kort Cross i januar.
Hos kvinderne - der kæmper om den endnu ikke så historiske Peter Bistrup-pokal - er der lagt op til en spændende revanche mellem 1 og 2 fra DM Kort Cross, lokale Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri) og Maja Alm (AGF). Sylvia Kiberenge (Sparta) forventes at blande sig i kampen, omend hun fortsat mangler et dansk pas for også at kunne vinde pokalen.
DM Lang Cross - Fredericia d. 3. marts 2018Mere info