Sara i det indledende heat ved VM i London. Yderst til højre polakken Linkiewicz, som også er med i Goloniow. (DECA Text&Bild)
Endelig: Sara klar til sæsondebut
19. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Efter afbud til tre Diamond League-stævner står Sara Slott Petersen onsdag omsider klar på startstregen. Det sker ved et stævne i Goloniów, hvor også Andreas Bube og Mathilde U. Kramer kommer til start.
En drilsk krampe i den ene læg har i en del uger afholdt Sara Slott Petersen (1900) fra at konkurrere, men onsdag er den regerende europamester omsider klar til at tage hul på en spændende sæson. Det sker ved et stævne i Goloniów tæt på Stettin. Heatet på kvindernes 400 meter hæk har ikke Diamond League-niveau, men ligner en passende start efter den lange stævnepause. Hendes på papiret stærkeste konkurrenter er Meghan Beesley (GBR) og Joanna Linkiewicz (POL), der er hhv. nr. 9 og 10 på den aktuelle europarangliste. Starten bliver ikke mindst en vigtig formtest inden topduellen mod Zuzana Hejnová (CZE) ved Copenhagen Athletics Games næste tirsdag (26/6).
Med i Polen er også Andreas Bube (Bagsværd AC), der i de seneste tre starter på 800 meter har præsteret 1:46-tider, mens Mathilde U. Kramer (FIF) er med på kvindernes 100 meter. På startlisten i diskoskast finder man ligeledes de to Sparta-navne Andreas Ellegaard og Lisa Brix.
BESTSELLER Goloniów Athletics Park – 20. juni 2018
Startliste / hjemmeside