Tazana ved EM-U18, hvor det også blev til en 4. plads. Tirsdag slog han europamesteren. (DECA Text&Bild)
Tazana løber ind på fornem 4. plads
16. oktober 2018 · Jeppe Weinreich
Med 21,15 sek. løb supertalentet Tazana Kamanga-Dyrbak tirsdag aften i Buenos Aires helt op til sit bedste i A-finalen på 200 meter, hvor han sluttede på 4. pladsen som bedste europæer.
16 hundrededele af et sekund. Mere manglede der ikke i, at dansk atletik for tredje Ungdoms-OL i træk havde hentet medalje. Nu blev det i stedet til den utaknemlige, men stadig uhørt flotte 4. plads på 200 meter til Tazana Kamanga-Dyrbak. Det 16-årige supertalent viste med en stærk finish, hvorfor 200-meter-distancen er hans favorit. I næsten vindstille forhold (+0,1) blev han på 4. pladsen i A-finalen noteret for 21,15 sek. En tid, som må betragtes som mindst lige så god - om ikke bedre - end de 20,99 sek., som hans rekordløb fra NM-U20 lyder på. Ved den lejlighed var vinden +2,0.
Den specielle regel ved Ungdoms-OL, hvor tiderne fra de to runder lægges sammen, fik ingen betydning for Tazana, der både i A-finalen og samlet blev nr. 4. Det gjorde det til gengæld for brasilianeren Lucas Vilar, der blev nr. 2 i tirsdagens løb med 20,99 sek., men grundet et langsommere løb lørdag måtte se jamaicaneren Antonio Watson løbe med sølvet. Tvivl om guldet var der ikke. Her viste Qatars Abdelaziz Mohamed at være i en klasse for sig med PR 20,68 sek.
Med dagens 4. plads gentog Tazana placeringen fra EM-U18. Her blev guldet vundet med netop de 21,15 sek., som Tazana nu blev noteret for. Vinderen ved den lejlighed tilbage i juli måned, tyske Alexander Czysch, sluttede i dagens A-finale blot som nr. 7.
Ungdoms-OL – Buenos Aires (ARG) d. 11.-16. oktober 2018
200 meter – A-finale (+0,1)
1. Abdelaziz Mohamed QAT 20,68 sek. – samlet GULD (20,68+21,10)
2. Lucas Vilar BRA 20,99 sek. BRONZE (20,99+21,68)
3. Antonio Watson JAM 21,08 sek. SØLV (21,08+21,33)
4. Tazana Kamanga-Dyrbak DEN 21,15 sek. NR. 4 (21,15+21,68)
Alle resultater